Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Bilka Horsens vinder handicapprisen - en inkluderende arbejdsplads med plads til alle

Et brag lød, da et stort konfettirør blev sprængt, og guldhjerter fyldte luften i caféen på Center for Arbejde, Udvikling og Læring (CAUL) i Nørrebrogade. Stemningen var høj, da Bilka Horsens blev hædret med årets handicappris for deres indsats med Unik Job, som skaber arbejdspladser for borgere med funktionsnedsættelser. 

04. dec. 2024

Indhold

    Humøret var højt og stoltheden stor, da Bilka Horsens blev udråbt som vindere af Handiapprisen 2024 for deres indsats med Unik Job.

    Formand for Handicaprådet, Gitte Jensen, og udvalgsformand for Ældre- og Handicapudvalget, Susan Gyldenkilde, stod for overrækkelsen.

    En arbejdsplads med mening

    - Med Unik Job har Bilka skabt rammer, hvor mennesker med funktionsnedsættelser kan indgå i arbejdslivet på lige fod med andre. Det er lykkedes at skabe et arbejdsmiljø, tæt på det ordinære arbejdsmarked, hvor alle føler sig respekteret som en naturlig del af teamet. Indsatsen har forbedret borgernes livskvalitet og vist, hvordan en stor virksomhed kan være inkluderende og inspirerende, lød begrundelsen fra Formand for Handicaprådet, Gitte Jensen til at tildele Bilka årets handicappris 2024.

    Et eksempel til inspiration
    Det var visitator og beskæftigelseskonsulent for førtidspensionister i Støttet Beskæftigelse, Lene Høj, som havde valgt at indstille Bilka Horsens til prisen.
     

    -  Bilka har ikke bare skabt arbejdspladser - de har skabt meningsfulde rammer, hvor borgere med funktionsnedsættelser indgår som alle andre ansatte. På trods af en travl hverdag er der plads og rum til samarbejde, så borgergruppen føler sig som en integreret del af medarbejderstaben. Kvaliteten af de arbejdspladser, der er skabt i Unik Job, har haft en enorm betydning for borgernes livskvalitet. Det handler om at skabe tryghed, trivsel og muligheder for udvikling for alle. Modellen viser, at alle har en plads, og det kan inspirere andre virksomheder til at skabe lignende muligheder, fortæller hun.

    Samarbejdet mellem Horsens Kommune, Støttet Beskæftigelse, og Bilka har nu kørt i 5 år, og medarbejderne fra Unik Job er blevet en fast og værdifuld del af Bilka Horsens. Unik Job har til formål at finde mindre opgaver, som medarbejderne kan udføre, hvilket frigiver ressourcer til andre opgaver, der kræver specifikke kompetencer. Unik-jobberne hjælper blandt andet til i bistroen, delikatessen og bageriet - altid med et smil. Deres indsats gør en stor forskel og sikrer, at varehuset fungerer effektivt. De er en naturlig del af medarbejderstaben og bidrager hver dag med deres unikke kompetencer.

    Glæde og kærlighed på arbejdspladsen
    Martin, 28 år, er én af de 20 ansatte i Unik Job og har været en del af teamet i to år. Han stortrives i arbejdet.

    - Jeg har mange forskellige arbejdsopgaver. Det bedste er at være i butikken og tale med kunderne - det elsker jeg. Det gør mig glad at arbejde her. Jeg har så mange gode kolleger og spændende arbejdsopgaver, fortæller Martin med et stort smil. Han mødte endda sin nu forlovede, Maria, gennem sit arbejde i Bilka, hvor hun også er ansat i Unik Job.

    Socialt ansvar som fælles indsats
    Personalechef i Bilka, Kirsten Lolk Haarup, modtog prisen på vegne af Bilka. Kirsten ser samarbejdet som en naturlig del af Bilkas sociale ansvar og fremhæver vigtigheden af fællesskabet:
     

    -  Vi har et ansvar for at tage hånd om de borgere, der er i vores samfund og inkludere dem uanset deres udfordringer. For at lykkes med et tiltag som Unik Job er det vigtigt, at alle bakker op, og at det er en fælles holdindsats. Prisen er en stor anerkendelse af Bilka Horsens og medarbejderne i Unik Job, som hver dag kommer med godt humør og løser vigtige opgaver.

    Vi har et fantastisk samarbejde med socialpædagogerne Nanna og Maria, som er afgørende for vores succes. Medarbejderne i Unik Job er stolte af deres arbejde og bidrager med en energi, der er inspirerende for os alle og bidrager til et nyt perspektiv, siger Kirsten.

    Med prisen følger også 10.000 kroner, som skal bruges til at styrke fællesskabet blandt medarbejderne.

    Jagtbar var den anden nominerede til årets handicappris for deres store engagement i at skabe muligheder for mennesker med funktionsnedsættelser. Selvom prisen gik til Bilka, har Jagtbar gjort et flot arbejde, som også er værd at anerkende.

    Formand for Ældre- og Handicapudvalget Susan Gyldenkilde overrakte årets handicappris til repræsentant for Bilka, personalechef Kirsten Lolk Haarup. Med prisen følger en check på 10.000 kr.

    Kirsten Haarup fremhævede det fremragende samarbejde med socialpædagog Nanna og Maria, som har været afgørende for Uniks Jobs succes.