Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Ambitiøst samarbejde om forskning og jobs

Horsens Kommune og Aarhus Universitet giver hinanden håndslag på tre-årig aftale.

21. jan. 2019

Indhold

    En win-win situation for begge parter!

    Sådan betegner Horsens Kommune og Aarhus Universitet en samarbejdsaftale, som de har indgået for de næste tre år.

    Aftalen går ud på, at begge parter skal arbejde målrettet på at få oprettet et demonstrationslaboratorium i Horsens. Laboratoriet skal i tæt samarbejde med førende forskere skabe nye teknologiske løsninger inden for teknologi, materialevidenskab og digitalisering - herunder udvikling og afprøvning af SMART CITY-teknologier.

    Samtidig omfatter aftalen en udvidelse af den eksisterende matchmaker-funktion i BusinessHorsens. Udvidelsen skal sikre de universitetsstuderende og de lokale virksomheder langt mere viden om de mange kompetencer og muligheder, parterne hver især kan byde ind med.

    Ifølge borgmester Peter Sørensen vil etablering af et testlaboratorium i Horsens Kommune, bane vejen for uanede muligheder:

    -      Horsens Kommune har en ambition om, at Horsens skal være kendt og anerkendt som Danmarks Teknologiske Laboratorium og dermed som et sted, hvor virksomheder, studerende og kommunen tester og udvikler nye teknologiske løsninger, som skaber værdi i praksis. Aarhus Universitets tilstedeværelse med et top moderne demonstrationslaboratorium vil kunne skabe helt nye forudsætninger for at indfri denne ambition. Og så vil Aarhus Universitets tilstedeværelse og synlighed i byen desuden kunne tiltrække nye virksomheder og investeringer ude fra. Kun fantasien sætter grænser for, hvad der kan ske.

    Peter Sørensen tilføjer, at BusinessHorsens er sat i spidsen for arbejdet, og bemærker, at der også er store forventninger til en udvikling af matchmaker-ordningen, der forbinder de studerende med lokale virksomheder:

    -      Vi kan åbne virksomhedernes øjne endnu mere for de studerendes kompetencer og på den måde bane vejen for, at de får den højt kvalificerede arbejdskraft, de efterspørger. Modsat kan ordningen give de studerende større viden om erhvervslivets mange muligheder - for eksempel på arrangerede busture, hvor de studerende kommer ud og møder virksomhederne.

    Også Aarhus Universitet har store forventninger til samarbejdsaftalen:

    -      Horsens Kommune er centrum for mange virksomheder, der aftager højtuddannet arbejdskraft. Aftalen med Horsens er et vigtigt skridt i indsatsen med at hjælpe vores studerende med at opbygge kendskab og netværk til lokale virksomheder i regionen. Vi glæder os til at udvide de studerendes muligheder for praktik, studiejob og projektorienterede forløb i kommunens virksomheder. Det er godt at se, at Horsens Kommune udnytter muligheden," siger Rektor Brian Bech Nielsen.

    -      Etablering af et laboratorium i Horsens vil kunne give os mulighed for at bruge vores forskningsmæssige styrkeposition inden for områderne teknologi, materialevidenskab og digitalisering. Samarbejdet om laboratoriet skal bane vejen for udvikling og afprøvning af SMART CITY- og Industri 4.0-teknologier til gavn for både borgere og erhvervsliv i Horsens Kommune og for AU's forskere, fortsætter han.

    Vedhæftede filer

    foto ambitiøst.jpg