Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Aarhus Universitet etablerer sig i Horsens

Aarhus Universitet rykker ind hos VIA i Horsens og trækker uddannelser, forskning, innovation og erhvervsliv tættere på hinanden.

01. jul. 2026

Indhold

     
     

    Et nyt, fælles innovationskontor med ansatte fra Aarhus Universitet og VIA er på vej på VIA Campus Horsens. Formålet er at styrke Horsens yderligere som uddannelsesby og centrum for et stærkt innovationsmiljø, der skal sikre kompetent arbejdskraft til virksomhederne i Horsens.

     

    Etableringen af kontoret sker i forlængelse af den partnerskabsaftale, VIA's ingeniøruddannelser og Aarhus Universitet indgik i januar om at uddanne fremtidens ingeniører til Horsens og hele Region Midtjylland.

     

    - Det er et vigtigt skridt for Horsens og omegn og en fremtidig sikring af Horsens som en stærk uddannelsesby og som et center for innovation. Vi har de unge, og vi har erhvervslivet, der efterspørger de kompetencer, som Aarhus Universitet nu rykker til Horsens med, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.

     

    Aftalen om det fælles innovationskontor er helt ny, og efter sommerferien mødes parterne for at konkretisere samarbejdet. Intentionen er, at der også skal kunne tilknyttes egentlig forsknings- og innovationskapacitet til samarbejdet, så det også kan åbne døre for de lokale virksomheder til forskningsmiljøerne på VIA og Aarhus Universitet.

     

    Peter Sørensen lægger vægt på, at udvidelsen af samarbejdet med VIA og Aarhus Universitet er ét skridt i retning mod et andet vigtigt mål.

     

    - Målet for os er, at der med tiden kommer universitetsuddannelser i Horsens. Det kræver, at der bliver etableret flere kandidatpladser, som Aarhus Universitet vil få en del af, så VIA og Aarhus Universitet i samarbejde kan give mulighed for, at man kan tage en kandidatuddannelse i Horsens, siger Peter Sørensen.

     

    Studerende matches med virksomheder

    Et endnu stærkere uddannelsesmiljø på tværs af VIA og Aarhus Universitet skal tilføre kompetencer til erhvervslivet, innovationsmiljøerne og den nye Industripark Nova. Det sker bl.a. med tilstedeværelse af diplomingeniøruddannelserne, VIA's ingeniørtrainee samt studerende fra erhvervskandidatuddannelserne på Aarhus Universitet.

     

    Uddannelsen som erhvervskandidat er en ny måde at blive ingeniør på, hvor man studerer på deltid og samtidig er ansat i en virksomhed.

     

    Det bringer de studerendes viden, kompetencer og forskning i spil allerede under uddannelsen og i virksomheder, som har brug for netop den type arbejdskraft. De studerende får mulighed for at arbejde med projekter og specialer, der er koblet op på konkrete opgaver i virksomhederne, samtidig med at virksomhederne får adgang til ny viden fra forskningsmiljøerne.

     

    - Universitetet har en klar ambition om, at forskning og viden fra universitetet skal blive til gavn for erhvervslivet. Derfor er det godt at komme tættere på hinanden. Det gør vi nu i Horsens, hvor vi kan samarbejde om innovation og uddannelse af erhvervskandidater. Dette kombineret med et tæt samarbejde med VIA og aktørerne i den nye industripark giver de bedste forudsætninger for at sætte forskning, uddannelse, udvikling og innovation effektivt i spil, siger rektor for Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen

     

    100 års historie videreudvikles

    For VIA betyder det udvidede samarbejde, at de allerede anerkendte ingeniøruddannelser, der har været i Horsens i over 100 år, yderligere styrkes med adgang til en række erhvervskandidatuddannelser på AU. Det samme bliver det innovationsmiljø, der allerede er opbygget, forklarer rektor for VIA, Gitte Sommer Harrits:

     

    - VIA og AU har to velfungerende miljøer for ingeniøruddannelser, der supplerer hinanden rigtig godt. Det udnytter vi nu med et tæt samarbejde om forskning, innovation og erhvervskontakt for ingeniøruddannelserne i Horsens. Målet er at skabe nye forbindelser mellem den praksisrettede og den akademiske tradition, og resultatet bliver noget helt unikt i det danske uddannelseslandskab, som selvfølgelig kommer både de studerende og virksomhederne i Horsens og omegn til gavn. Derfor glæder vi os meget til samarbejdet, siger hun.

     

    Fakta

    Nye uddannelser med base i Horsens

     

    VIA og Aarhus Universitet har også indgået partnerskab om disse uddannelser:

    • Diplomingeniør i software/IT med specialisering inden for cybersikkerhed i Horsens og en international kandidatuddannelse i Aarhus.
    • Diplomingeniør på vandområdet med nationalt optag i Aarhus og internationalt optag i Horsens. Mulighed for at tage en erhvervskandidat i vandteknologi.

    Desuden skal partnerskabsaftalen skabe en tættere forbindelse mellem diplomingeniør-uddannelserne på VIA i Horsens og erhvervskandidat-uddannelserne på Aarhus Universitet.

     


     

    Vedhæftede filer