6.000 hektar stort område omkring Gudenåen og Mossø er optaget som pilotnaturpark i Danske Naturparker
I Horsens Kommune har man netop modtaget den gode nyhed fra Friluftsrådet: Projektet Naturpark Gudenå har fået status som pilotnaturpark i mærkningsordningen Danske Naturparker. Dermed er kommunen et stort skridt nærmere at få etableret sin første naturpark - hvor balancen mellem at bruge naturen og samtidig beskytte den er i fokus.
Udsigt fra Sukkertoppen. Foto: Allan Ringgaard.
Hele ideen om at skabe en naturpark i et område omring Gudenåen kommer fra en gruppe lokale frivillige, som for et par år siden søgte Horsens Kommunes opbakning til projektet.
Den officielle optagelse som pilotnaturpark kommer efter en ansøgningsproces, hvor kommunen i tæt samarbejde med de frivillige har præsenteret en vision for, hvordan det op mod 6.000 hektar store område kan udvikles til gavn for både naturen, lokalsamfundet, de berørte lodsejere og de gæster, der årligt besøger området.
Horsens Kommunes Bæredygtigheds-, Natur og Klimaudvalg godkendte i januar 2024, at der skulle arbejdes for at få en Naturpark Gudenå under Friluftsrådets mærkningsordning. At det nu er lykkedes begejstrer formand Rikke Christensen:
- Det er en fantastisk nyhed, at vi er blevet optaget som pilotnaturpark. Det giver os en særlig mulighed for at sikre en bæredygtig udvikling, der tager hånd om både naturen, de lokale, mulighederne for skønne naturoplevelser og udvikling af de mindre landsbyer i området. En udvikling hvor benyttelse og beskyttelse af naturen går hånd i hånd, og hvor alt skal bygge på respekten for dem, som bor i området, siger Rikke Christensen.
Hun tilføjer, at netop balancen mellem beskyttelse og benyttelse er et helt centralt fokusområde i projektet af hensyn til både naturværdierne og de fastboende i området. Ingen skal føle sig løbet over ende af udviklingen af naturparken. Et væsentligt formål med parken er at sikre en helhedsorienteret planlægning af området, herunder at fastlægge, hvor aktiviteter kan finde sted, og hvor de ikke kan, med særlig omtanke for de berørte lodsejere.
Frivillighed og samarbejde
Som udgangspunkt er der tale om et område på cirka 6.000 hektar fra Vorbjerg Høje i syd til Gudenåens udløb i Mossø i nord. Områdets unikke kombination af natur, historie og kultur gør det attraktivt, og både Horsens Kommune og de frivillige initiativtagere ser et stort potentiale for her for at udvikle natur, friluftsliv og den lokale identitet.
Den præcise afgrænsning for pilotnaturparken skal afklares via dialog med lodsejerne i området. Horsens Kommune gør det klart, at det er frivilligt for lodsejere at deltage i projektet.
- Det hele skal blive til i et samarbejde baseret på frivillighed. Det har derfor også været afgørende for udvalgets opbakning til projektet, at det er de lokale frivillige, som har taget initiativet og kontaktet kommunen for et samarbejde om en naturpark. Med udgangspunkt i lokalt engagement og respekt for områdets beboere, natur- og kulturværdier kan vi skabe noget helt unikt, siger Rikke Christensen, som også sidder med i det nyoprettede Naturparkråd for projektet.
Naturparkrådet består af områdets interessenter. Rådet skal blandt andet kvalificere indsatserne i Pilotnaturparken i et tæt samarbejde med de frivillige og Horsens Kommune - og samtidig være med til at sikre inddragelse af borgere, lodsejere, foreninger og erhverv.
Den lokale forankring og ønske om bæredygtig udvikling
Én af initiativtagerne er Kjeld Søndergaard fra Landsbyrådet, som fortæller, at ideen om en naturpark opstod for år tilbage. Dengang mødtes fem landsbyer centralt beliggende omkring Gudenåen for at tale om fælles ideer til at sikre fortsat aktivitet og udvikling i og omkring landsbyerne.
- Ud af den snak sprang ideen om en naturpark. Friluftsrådets koncept understøtter præcist vores ønske om at sætte lys på egnens helt særegne og interessante kultur- og naturhistorie, som netop egnen omkring Gudenåen i Horsens Kommune rummer. Netop her i området findes spor af fortællinger om menneskers liv og færden i al den tid, mennesker overhovedet har levet og boet i Danmark. De fortællinger vil vi gerne lukke op for - både overfor venner, bekendte og naboer, men også for interesserede turister, som dukker op - ikke blot for at opleve, men også for at lære. Det danner grundlag for bæredygtig brug af naturen - uanset om man er gæst, langvejs fra eller lokal bruger af naturen. Desuden danner det grundlag for fortsat liv og udvikling på landet, siger Kjeld Søndergaard.
Fra Pilotnaturpark til Naturpark
Det er ambitionen, at pilotnaturparken skal ende med at opfylde alle kriterierne til at blive en egentlig naturpark. Udviklingen kommer til at løbe over de næste fem år.
Horsens Kommune har foreløbigt afsat i alt 1,2 mio. kr. til kommunens arbejde hen imod en ansøgning om mærkning som egentlig naturpark.
- Vi er glade for at kunne byde Horsens Kommune og pilotnaturpark Gudenåen velkomne i Danske Naturparker. Danske Naturparker er et redskab til at kommuner kan styrke deres arbejde med at beskytte natur og udvikle friluftsmuligheder i områder med særlig regional betydning. Nu venter en proces med at inddrage borgere om deres ønsker og behov, som er et vigtigt skridt i forhold til at få etableret en naturpark. Den proces ser vi frem til at følge, siger Mads Ellegaard, medlem af Friluftsrådets bestyrelse og formand for Danske Naturparkers nationalkomite.
FAKTA
Hvad er en naturpark?
Der findes forskellige typer naturparker i Danmark.
Danske Naturparker
Danske Naturparker er et kvalitetsstempel for større sammenhængende naturområder, der udvikler natur, friluftsliv og lokal identitet.
Det er Friluftsrådets mærkningsordning for naturområder af særlig betydning. Der er 10 kriterier, herunder at mindst 50 procent er beskyttet natur. Det er frivilligt, om kommuner og lodsejere vil være en naturpark.
Læs mere på danskenaturparker.dk/om-danske-naturparker
Nationalparker
Der er fem nationalparker i Danmark. Nationalparkerne er udpeget af Folketinget og med særlig lovgivning og finansiering via finansloven.
Naturnationalparker
Der er udpeget 15 naturnationalparker i Danmark - alle på statens arealer. Naturnationalparkerne forvaltes på naturens præmisser med fx dyr, der græsser frit, og uden skov- og landbrugsproduktion.
Få overblikket over nationalparker, naturparker og alle de andre på: https://danskenaturparker.dk/om-danske-naturparker
Gudenåen danner rygraden i naturparken, omgivet af en række hjørnestene i form af blandt andet Vorbjerg Høje, Slaggård Banke og Den Genfundne Bro. Foto: Horsens Kommune.