Gå til hovedindhold

Adgangskrav - her er din tjekliste til korrekt placering af dine beholdere

Sådan placerer du dine beholdere korrekt, så renovatøren kan hente affaldet.

Indhold

    Ny affaldsordning 2024

    Fra efteråret 2024 skal vi til at sortere 10 affaldstyper derhjemme.

    Sådan placerer du din affaldsbeholder korrekt

    Der er krav til renovatørens adgang til dine affaldsbeholdere, når affaldet skal hentes.

    Disse adgangskrav bliver der ikke ændret på i forbindelse med den nye affaldsordning. Det betyder at:

    Renovatøren henter beholderne inde på grunden og kører dem tilbage, hvor han hentede dem. Men det gør han kun, hvis adgangsvejen opfylder vores og Arbejdstilsynets krav. Det gælder både for dig, som bor i villa og for dig, som bor i fælles boligområder.

    Hvis adgangsvejen ikke opfylder vores og Arbejdstilsynets krav, skal du selv køre beholderne frem inden kl. 6:00 på tømningsdagen.  

    Din huskeliste

    • Adgangsvejen til beholderne skal være plan, jævn og med kørefast underlag som f.eks. fliser eller asfalt
    • Beholderne skal placeres i terrænniveau på fast og jævnt underlag
    • Adgangsvejen skal have en fri passage på mindst 1 m i bredden og mindst 2 meter i højden
    • Der må ikke være trapper/trin på adgangsvejen
    • Adgangsvejen til beholderne skal så vidt muligt være vandret
    • Afstanden fra beholderne til vejkant eller renovationsbil må ikke overstige 25 meter
    • Låger, porte og døre, som ikke står i skel eller tjener som aflukker til affaldsrum, skal stå åbne på tømningsdagen
    • Beholdere med både 2 og 4 hjul skal vende med håndtaget ud mod renovatøren
    • Alle tre affaldsbeholdere skal være lige synlige
    • Beholderne må gerne stå i forskellige sider af fx. indkørslen, men de skal være lige synlige.
    • Beholderne behøver ikke stå synligt fremme, men så skal de stå samlet.

    Blind vej på privat grund 

    Ved blinde veje og på private grunde skal der være vendemulighed for renovationsbilen. Det er for at undgå at skulle bakke med bilen.

    Se hvor meget plads renovationsbilen har brug for, for at kunne vende (pdf). 

     

    Skråner din adgangsvej eller indkørsel? 

    Her er kravene, hvis adgangsvejen til affaldsbeholder skråner: 

     

    Op til 10% hældning Alt er i orden, hvis du følger huskelisten 
    Mellem 10 og 14% hældning

    Er adgangsvejen til beholderen under 5 meter lang, og følger du huskelisten, så er alt i orden.

    Er adgangsvejen til beholderen over 5 meter, skal der være trin med dobbeltrampe. I trappens fulde længde skal der også for hver 5. meter være en repos i en størrelse, så der er plads til både materiel og renovatøren.
    Eksempel: Er trappen i alt 18 meter, skal der være repos efter 5, 10 og 15 meter.

    Mellem 14-25% hældning

    Altid trin med dobbeltrampe.

    I trappens fulde længde skal der også for hver 5. meter være repos i en størrelse, så der er plads til både materiel og renovatøren. 
    Eksempel: Er trappen i alt 18 meter, skal der være repos efter 5, 10 og 15 meter. 

    Over 25% hældning  Der skal være løfte-/hejse hjælpemidler.


    Beregning af hældning:

    Hældningsprocenten er lig med stigning/fald i cm pr. løbende meter.
    Eksempel: Stigning/fald på 14 cm pr. løbende meter = 14% hældning.  

    Bemærk:

    Du beregner hældningsprocenten for hver enkelt meter skrånende adgangsvej - og det er den
    højst målte hældningsprocent, der bruges i vurderingen. Man kan altså ikke nøjes med at
    beregne den totale højdeforskel.