Haldrup Mølleå vådområde
Vi har søgt staten om økonomiske midler til at gennemføre en forundersøgelse ved Haldrup Bæk. Når der er tildelt midler til finansiering sætter vi en forundersøgelse af de tekniske forhold i gang. Forundersøgelsen omfatter også individuelle samtaler med lodsejerne.
Tidslinje
23. februar 2026: Vi har søgt Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø om tilskud til at foretage forundersøgelsen. Vi afventer stadig tilsagnet.
27. maj 2026: Sammen med landboforeningerne afholder vi to fælles lodsejermøder.
Maj-juni 2026: Horsens Kommunes naturteam foretager besigtigelser i området.
Projektområdet ved Haldrup Mølleå
Projektafgrænsningen er foreløbig og fleksibel i den forstand, at afgrænsningen kan blive indskrænket i forbindelse med forundersøgelsen.
De nuværende projektgrænser indgår i vores ansøgning om midler til at igangsætte forundersøgelsen. Sammenlignet med det første skitseprojekt fra november 2025 har vi i ansøgningen udvidet de områder, vi kigger på ved Haldrup Mølleå.
Det har vi gjort for at kunne udvikle et projekt, der fungerer bedst muligt for alle parter. Det betyder, at vi får værdifuld viden om den præcise placering af projektet – ikke ud fra kortdata men ud fra terrænet. Samtidig står lodsejeren stærkere, når vi senere – hvis projektet bliver til virkelighed – skal se på fordeling af jord, eventuelle køb og salg mv.
Find mere information
Formålet med kvælstofvådområder er at forbedre vandmiljøet ved at reducere udledningen af kvælstof til fjorde og kystvande.
Udtagning og vådgøring af landbrugsarealer kan ud over reduktionen af drivhusgas- eller næringsstofudledning gerne også forøge arealernes bufferkapacitet i forhold til store og pludselige vandmængder (klimatilpasning), samt have en positiv effekt i forhold til biodiversitet og visse naturtyper.
Lokal Trepart Horsens Fjord
Horsens Kommune er formands- og sekretariatskommune.
Sekretariatet for Lokal Trepart
Telefon: 21 49 43 36
E-mail: groentrepart@horsens.dk