Musik på recept

Musiktime giver tiltrængt frikvarter til indlagte på Døgnrehabiliteringen.

31. aug. 2023

Indhold

    -      Musik giver ro og genkendelse og skubber dårlige tanker væk. Mange af vores borgere befinder sig en livsomvæltende situation, hvor de skal finde deres vej i en ny tilværelse, hvor der kan være både fysiske og mentale begrænsninger. Det kan godt være rigtig svært, siger Stella Jónsdóttir, der er leder af Døgnrehabiliteringen, Vital Horsens.

    I samarbejde med Musik- og Balletskolen i Horsens har Døgnrehabiliteringen, nemlig fundet en måde at give blandt andet hjerneskadede en opløftende, fælles stund med musikken som omdrejningspunkt.

    Hver uge mødes borgerne til 1,5-times musik i fællesstuen med Per Zeeberg fra Musik- og Balletskolen. Her lytter de til kendte sange og guitarspil, de synger sammen, eller kan selv prøve kræfter med et instrument.

    - Vi bruger musikken til at komme ind i et afslappende, energifyldt rum, hvor man får en pause fra dårlige tanker. Vi lytter efter stemninger og energi og så taler vi om, hvilke følelser og oplevelser, musikken vækker i os, fortæller Per Zeeberg.

    - For eksempel kan vi, mens vi lytter til musik, forestille os at vi er på en togrejse, med beskrivelser af, hvad vi kommer forbi, hvordan det føles, når vinduet åbnes osv. og på den måde få en fælles sanseoplevelse.

    At spille med trods begrænsninger

    'Musik på recept' har også hensyntagende musikundervisning på programmet, hvor deltagerne kan spille på et instrument. Måske spiller man blot på én streng på guitaren, men det giver en oplevelse af at mestre noget, på trods af sine begrænsninger.

    -      Musikken kan være meget berigende. For mig har den en næsten magisk kraft. Gennem musikken får man kontakt til sine følelser, og at lytte til og at spille musik kan være en form for meditation, hvor man kommer hjulpet ud. Jeg har set både børn og voksne vokse med musikken og dens opløftende og helende effekter, siger Per Zeeberg.

    Et musikforløb er ikke behandling, men det lægger sig i mellemrummet, forklarer leder af Musik og balletskolen, Thomas Larsen Späth.

    -      Sammen med personalet på Døgnrehabiliteringen kan vi være med til at skabe positive, kulturelle oplevelser, der i kombination med behandling kan give glæde og styrke oplevelsen af livsmestring.

    Fakta:

    Døgnrehabiliteringen, Vital Horsens

    Mange af de mennesker, der kommer i Døgnrehabiliteringen, har følger efter sygdom eller ulykke, som har ramt nervesystemet. Det kan være hjerneskader og følgeskader i form af begrænsninger i fysiske, psykiske, mentale og sociale færdigheder.

    Musik på Recept

    Indsatsen er en del af et kommunalt fokus på Kultur som metode. Det er er støttet af Projekt Randen i Region Midt, som har til formål, at bygge bro mellem kulturaktører og borgere, som er på randen af et aktivt kulturliv. Musik på Recept inviterer nye borgere ind i kulturelle fællesskaber og afprøver, hvordan kultur som metode, i samarbejde med det sundhedsfaglige personale, kan bidrage til øget livskvalitet og sundhed.

    Vedhæftede filer

    Musik på recept.jpg