Gå til hovedindhold

Retningslinjer for foreninger i samarbejdet med skoler

Foreningen skal inden et samarbejde påbegyndes med en skole have gjort sig bekendt med og efterleve følgende retningslinjer for foreningen og de foreningspersoner som står for aktiviteterne i skolen.

  • Læs op

Indhold

    Børneattest

    En børneattest er en særlig form for straffeattest, som kun indeholder oplysninger om domme m.v. for seksualforbrydelser begået mod børn under 15 år. Udstedelse af en børneattest kræver altid samtykke fra den person, attesten vedrører. På børne‐ og ungeområdet skal der altid indhentes en børneattest hvis følgende betingelser er opfyldt:

    1. Der er direkte kontakt med børn under 15 år, eller mulighed for at opnå direkte kontakt. Direkte kontakt omfatter hovedsagelig kontakt, som giver mulighed for at skabe et tillidsforhold mellem barnet og den voksne.

    2. Der foreligger en form for aftale om ansættelses- eller beskæftigelsesforhold.

    3. Muligheden for at opnå direkte kontakt med barnet foreligger som led i udførelse af personens opgaver.

    4. Der er tale om en fast tilknytning, dvs. en tilknytning som ligger ud over en kortvarig og enkeltstående kontakt. 

    Vær opmærksom på, at pågældende person som attesten vedrører tillige skal give sit samtykke til, at attesten udleveres til skolen/dagtilbuddet. 

    Børneattesten skal foreligge før samarbejdet påbegyndes.


    Tavshedspligt 

    Ansatte ved Horsens Kommune er omfattet af forvaltningslovens § 27 om tavshedspligt.  Forvaltningslovens § 27 har følgende ordlyd: 

    Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f, med hensyn til oplysninger om:

    1. Enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold og

    2. Tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, at oplysningerne ikke videregives. 
    (…)

    Forsikringsforhold 

    Horsens Kommunes forsikringer dækker som udgangspunkt kun medarbejdere, som er ansat i Horsens Kommune. 

    Udgangspunktet er derfor, at det er samarbejdsaktørens ansvar at sørge for, at de pågældende frivillige, ansatte mv. som samarbejdsaktøren ”sender” til opfyldelse af aftalen, enten er dækket af egne, private ulykkes- og ansvarsforsikringer, eller at samarbejdsaktøren har tegnet arbejdsskade- og erhvervsansvarsforsikringer, som dækker de pågældende. 

    Hvis der ikke er tegnet de nævnte forsikringer, kan de pågældende risikere, at få pålagt et personligt erstatningsansvar hvis de forårsager skade på andre eller andres ting, eller ikke at være dækket af en forsikring, hvis de selv kommer til skade. 

    En skade KAN dog være dækket af Horsens Kommunes forsikringer. Dette kræver dog, at

    • den tilskadekomne er underlagt instruktionsbeføjelse i forhold til Horsens Kommune, og
    • den aktivitet som den tilskadekomne udfører, skulle være udført af en af kommunens ansatte, hvis ikke aktiviteten udføres af den tilskadekomne, og
    • aktiviteten er udført i kommunens interesse 

    Afgørelse af om en skade er dækket af Horsens Kommunes forsikringer vil afhænge af en konkret vurdering. 

    Tilsyn 

    Samarbejde med folkeskoler: 

    I medfør af folkeskolelovens § 52, og bekendtgørelse nr. 703 af 23. juni 2014 om tilsynet med folkeskolens elever i skoletiden, har skolen pligt til at føre tilsyn med skolens elever i skoletiden. Det betyder blandt andet, at skolen har ansvaret for, at de opgaver som samarbejdsaktøren løser, udføres i overensstemmelse med reglerne. 

    Samarbejdsaktøren er forpligtet til at udføre tilsynet på skolens vegne, i overensstemmelse med skolelederens anvisninger. Skolelederen er i den forbindelse berettiget til at besigtige de lokaliteter hvor opgaverne løses ligesom skolelederen er berettiget til adgang til lokalerne mhp. stikprøvevis kontrol.