Bydelsplaner for Horsens By
Planerne for bydelene inden for Horsens by, skal styrke bydelenes identitet og sikre en fremtidssikret planlægning af området. Følg med - og deltag - i arbejdet
Læs mere om arbejdet med bydelsplanerne herunder
En bydelsplan er en samlet plan for, hvordan en bestemt del af byen – en bydel – kan udvikle sig i fremtiden. Den er ikke juridisk bindende som en lokalplan, men den hjælper med at udpege retningen for både store visioner og små forbedringer i hverdagen. Planen skal vedtages af Byrådet.
En bydelsplan skal spille sammen med kommunens øvrige overordnede planer, strategier og politikker, f.eks. inden for klimatilpasning, mobilitet, biodiversitet og arkitektur, og handler både om hvordan vi kan gøre tingene lidt bedre i bydelene i Horsens by.
Hvorfor laver vi bydelsplaner?
Formålet med en bydelsplan er at:
Understøtte det gode hverdagsliv for dem, der bor og færdes i bydelen.
Styrke eller udpege grønne/rekreative områder og mødesteder med fokus på byliv.
Koble bydelen bedre sammen og forbinde den bedre til resten af Horsens.
Sikre, at udviklingen sker med respekt for både nutiden og fremtiden.
Hvem laver planen?
Bydelsplanen bliver til i tæt samarbejde mellem kommunens administration og borgerne. Det betyder, at dine ideer, input og erfaringer har stor betydning. Det er Horsens Kommune som udarbejder planen, og sørger for, at den bliver præsenteret for og behandlet af Byrådet.
Planen bliver lavet i fem faser:
- Vi starter med at samle viden og finde ud af, hvad der er vigtigt.
- Vi sætter mål og peger på konkrete områder til indsatser eller tiltag.
- Vi skriver selve bydelsplanen.
- Forslag til Bydelsplanen sendes i offentlig høring og behandles i Byrådet.
- Evt. tilpasninger efter høringen og vedtagelse af Bydelsplanen i Byrådet
Vi ser på forskellige temaer, der har betydning for hverdagen i din bydel, herunder:
- Gode mødesteder og byliv
- Grønne og rekreative områder
- Byudvikling – nybyggeri, transformation mv.
- Klimatilpasning og udfordringer med vand
- Mobilitet (trafik – gående, cyklende og kørende)
Bydelsplaner

Midtby- og Bydelsplanudvalget godkendte den 2. november 2026 at igangsætte arbejdet med en bydelsplan for Dagnæs.
Afgrænsningen af Bydelsplan for Dagnæs inklusiv snitflader afklares i forbindelse med kortlægning og analysefasen samt i forlængelse af den indledende borgerinddragelse.

Byrådet besluttede den 26. maj 2026, at godkende forslag til Bydelsplan for Sønderbro, og sende planen i offentlig høring i min. 8 uger.
Byrådet behandler vedtagelse af Bydelsplanen for Sønderbro den 24. november 2026.
Læs mere om bydelsplanen for Sønderbro på helhedsplaner.horsens.dk
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at skrive til os på bydelsplaner@horsens.dk
Udarbejdelse af bydelsplanen att.: Melike og Ida
Melike Gültekin og Ida Ingemann
Telefon: 76297492
E-mail: bydelsplaner@horsens.dk