Hvis du er sent ude med at bestille nyt pas, har du tre muligheder. Du kan
- få forlænget dit pas
- få et midlertidigt pas (provisorisk pas)
- få et nyt pas med hastelevering.
Hvornår kan du få forlænget dit pas?
Vi kan forlænge dit pas én gang. Det kan vi gøre, hvis dit pas er udløbet inden for de sidste tre måneder, eller hvis det vil udløbe inden for kort tid. Vi forlænger kun, hvis du ikke kan nå at bestille et nyt pas. Forlængelse koster ikke noget, men vi anbefaler, at du køber et nyt pas, når vi forlænger dit nuværende pas.
Du skal komme personligt i Borgerservice eller på Brædstrup Bibliotek, og have dit pas med.
Det er ikke alle lande der accepterer et forlænget pas. Du skal selv undersøge, om dit rejsemål accepterer det. Du kan spørge dit rejseselskab eller kontakte landets ambassade i Danmark.
Du kan læse om andre landes pasregler (og søge på det land du skal rejse til) på udenrigsministeriet.dk
Hvornår skal du have et midlertidigt (provisorisk) pas?
Hvis du ikke kan nå at få et nyt pas inden din rejse, kan vi lave et midlertidigt pas til dig, hvis
- du har mistet dit pas
- du ikke har et pas
- dit pas er udløbet for mere end tre måneder siden.
Midlertidigt pas udstedes kun til den periode, du er på rejse - og gælder maksimalt et år.
Det koster det samme som et almindeligt pas, hvis du ikke samtidig bestiller et nyt almindeligt pas.
Du kan få midlertidigt pas i Borgerservice og på Brædstrup Bibliotek, husk legitimation (dåbs-/personattest eller sundhedskort og billedlegitimation).
Det er ikke alle lande der accepterer et midlertidigt (provisorisk) pas. Du skal selv undersøge, om dit rejsemål accepterer det. Du kan spørge dit rejseselskab eller kontakte landets ambassade i Danmark.
Du kan læse om andre landes pasregler (og søge på det land du skal rejse til) på udenrigsministeriet.dk
Hvornår skal du have et hastepas?
Du kan få et nyt pas med hastelevering, hvis
- din rejse er så tæt på, at du ikke kan nå at få et almindeligt pas (20 hverdage), og
- hvis det land du skal til, ikke accepterer et forlænget eller et midlertidigt (provisorisk) pas.
Et hastepas tager 5 hverdage.
Du skal vise dokumentation for din afrejsedato, fx din billet.
Du skal ansøge og betale pas med NemID som ved almindelig bestilling af pas.