Lav ansøgning

Vores målgruppe er socialt udsatte børn i alderen 6-18 år i hele Horsens Kommune. Vi bliver typisk kontaktet af skole, SFO, socialrådgiver, sundhedsplejerske, eller frivillige i foreningerne, der har daglig omgang med børnene og deres familie, og som kender deres forhold.

Ansøgningsskema

Ansøgning - Horsens

Ansøgning - Horsens

  • Forælder/værge
  • Barnet
  • Aktivitet
    • Økonomi
    Oplysninger på forælder/værge:
    Hjemmeboende børn:

    Læs før du ansøger

    Ansøgningsprocedure

    Før du sender en ansøgning, skal du være opmærksom på:

    • Første gang et barn modtager hjælp fra BROEN Horsens, dækker vi kun kontingent for et halvt år. Hvis barnet gerne vil fortsætte i fritidsaktiviteten, skal barnets forældre/værge fremsende en mail til BROEN Horsens, der bekræfter, at barnet fortsat vil deltage.
    • Der skal hvert år sendes en ny ansøgning til BROEN Horsens. Hjælp forlænges ikke ud over et år, hvis der ikke sendes en ny ansøgning.

    For at en ansøgning kan komme i betragtning, skal alle felterne udfyldes. Bemærk at BROEN Horsens kun støtter børn i alderen 6-18 år.

    NB Da BROEN Horsens er en frivillig forening, må du forvente, at der kan gå ca. 14 dage, før du hører fra os.

    Se også vilkår for kontakten til BROEN Horsens nederst på denne side.

    Kontaktpersoner

    Jill Hagen, tlf. 30 32 78 32

    Gitte Holgaard, tlf. 27 82 24 77

    Samtykkeerklæring

    Find Samtykkeerklæring BROEN Horsens

    For at kunne behandle en ansøgning om støtte skal vi have samtykke fra forældrene til barnet til, at BROEN må opbevare og behandle personlige oplysninger om barnet og om forældrene.

    Hvis barnet/den unge stopper i fritidsaktiviteten, skal der gives besked til BROEN Horsens. Hvis der ikke gives besked, vil der ikke være mulighed for at søge støtte hos BROEN Horsens fremover. Desuden vil BROEN Horsens kræve støtten tilbagebetalt for den periode, hvor barnet/den unge er udeblevet fra fritidsaktiviteten.

    BROEN Horsens videregiver på intet tidspunkt dine oplysninger til tredjepart, medmindre du har givet dit personlige og forudgående samtykke til det. BROEN Horsens forbeholder sig dog ret til at indhente oplysninger ved tredjepart angående barnets deltagelse i f.eks. idrætsforening.

    BROEN Horsens opbevarer personlige oplysninger ifølge god skik og i henhold til persondataloven.

    Find vores privatlivspolitik

    Den gode historie

    Jeanette Ottesen

    Jeanette Ottesen, elitesvømmer: “Det har været sindssygt vigtigt for mig at gå til sport. Til at starte med var det ikke engang, fordi jeg glædede mig vildt meget til svømning, men jeg glædede mig vildt meget til at se mine venner og få et fællesskab. Og det fællesskab gjorde i hvert fald i min situation også, at jeg ikke kom til at hænge ud med de forkerte. At BROEN Danmark findes for dem, der ikke har mulighed for at gå til sport ellers, synes jeg er helt genialt.” (i Go’ Morgen Danmark 24. oktober 2020)

    H. K. H. Prinsesse Marie

    “BROENs arbejde har meget stor betydning for de her børn. I fritiden får de et fristed, et sted at være glade. Når de går til sport, kan de føle sig helt som andre børn. Jeg håber, denne dag vil være med til at gøre hver dag bedre for mange af de udsatte børn.” (åbningstale ved BROEN Danmarks konference “Børnefattigdom og social udstødelse”, Horsens 2010)

    Dreng 17 år

    “Det er fedt at gå til sport og være sammen med sine venner.”

    Mor til dreng på 12 år

    “William på 12 år går i 5. klasse på en lokal skole. Han har diagnosen ADHD, som gør, at han har uro og koncentrationsbesvær, indlæring er svær, og det sociale er til tider en udfordring. Han har brug for struktur og faste regler. William elsker fodbold og har gået til det nu i fire år . Det kan kun lade sig gøre, da han får medicin med god virkning og har en træner, som forstår ham og kan støtte og hjælpe de rigtige steder. Fodbolden betyder rigtig meget for ham også socialt. Vi har ikke rigtig haft økonomi til det ekstra, eller f.eks. en ferie, og han har måttet vente på ‘tiden til ham’ pga. hans mindre søskende. Jeg er så glad for, at I har kunnet hjælpe med, at han har kunnet få den oplevelse.” (hilsen til BROEN Haderslev, mor er 38 år og har senhjerneskade efter blodprop, er på pension)

    Mai Mercado

    Børne- og socialminister Mai Mercado (K): “Det er hamrende vigtigt for børn at være en del af en forening eller et fællesskab. Det skaber sammenhængskraft og hjælper børnene. I familier med dansk baggrund er det ofte en del af opvæksten, at man er en del af foreningslivet, men for en familie med anden etnisk baggrund end dansk er det ikke en fasttømret del af opvæksten. Derfor er det vigtigt i de områder, og det kan være med til at bryde den negative sociale arv, at man skaber en bro mellem børnene og foreningerne.” (ved besøg hos BROEN i Høje-Taastrup den 8. januar 2018)

    Mor til dreng på 17 år

    “Hej BROEN Vejle og Sanne! Jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde, men da min dreng var 11 år, lærte vi BROEN Vejle og dig at kende. Jeg havde ikke penge til at lade ham dyrke sin drømmesport. Du trådte ind, og jeg glemmer ALDRIG dine ord, da jeg første gang spurgte, hvad jeg kunne gøre til gengæld. Du kiggede på min lille dreng og sagde: ‘Du skal bare love mig, at jeg bliver inviteret til kamp, når du spiller i Barcelona!’ Vi grinede lidt allesammen, og jeg var ydmyg og dybt taknemmelig, og det er jeg stadig. Nu er den bette unge 17 år gammel og på vej. Han har ofte sagt, at han ikke stopper før, han kan indfri sit løfte til dig. Måske bliver det ikke Barcelona, men han ender i en stor klub en dag, og jeg ved, at han som det første vil sende en billet til dig. Endnu engang 1000 tak for hjælpen!”

    Frivillig i BROEN Køge

    “Jeg oplevede mange børn, hvor familien ikke havde råd til et par fodboldstøvler til et barn, der gerne ville spille fodbold. Jeg oplevede også eksempler på, at et barn ‘arvede’ storebrors fodboldstøvler, som han var vokset ud af. Jeg oplevede også, at der var familier, der ikke havde råd til, at et barn kunne deltage i en turnering i udlandet. Det gik ikke alene ud over det enkelte barn, men også hele holdet, der skulle afsted. Det viste mig, at der er familier, hvor økonomien er så stram, at der ikke er råd til, at børnene kan deltage i fornuftige sunde fritidsaktiviteter. Jeg synes, det er glædeligt, at der landet over er mennesker, der mener, at der er behov for en særlig indsats på dette område.”

    Dreng 10 år

    “Synes det har været dejligt at kunne få noget ‘rigtigt’ tøj til fodbold. Det har været godt at kunne få lov til at prøve nogle forskellige aktiviteter, så jeg kunne finde ud af, hvad jeg allerhelst ville gå til.”

    Frivillig i BROEN Odense

    “Jeg havde nogle drenge på 10 år med i en sportsforretning, hvor vi skulle købe et par fodboldstøvler og noget træningstøj – drengene var lidt generte og meget ydmyge og sagde pænt tak for hjælpen. Samme aften ringede en af drengene til mig og spurgte, om han måtte sove i sit nye træningstøj, fordi han var så glad for det.”