Gå til hovedindhold
Børn og unge
Digital

Digital pladsanvisning

Tilmeld dit barn til pasning.

  • Læs op

Indhold

    Hvad skal du være opmærksom på?


    Hvis du skal have passet dit barn, skal du vide, at:

    • du er garanteret en plads fra dit barn er 26 uger og frem til skolestart
    • du forøger dine chancer for at få en bestemt plads jo tidligere du skriver dit barn op til pasning, da dit barns plads på ventelisten til et bestemt dagtilbud beregnes efter hvor længe han eller hun har stået på venteliste.
    • du får svar hurtigst muligt og allersenest 1 måned før om, hvilken plads du har fået
    • du vil i udgangspunktet få en plads i dit lokalområde, hvis der er mulighed for det. Du kan dog også ønske pasning uden for dit lokalområde
    • du er garanteret en plads, hvis du søger om en plads senest 1 måned, før du skal bruge den
    • dit barn vil få tilbudt en aldersvarende plads. Det er dagpleje/vuggestue for de 0-2-årige og børnehave for de 3-5-årige
    • Du har mulighed for at ønske plads til dit barn i en bestemt daginstitution eller ved en bestemt dagplejer, men du er ikke er garanteret en plads et bestemt sted
    • du har mulighed for at lade dit barn blive stående på venteliste til jeres ønskeplads, selvom du har takket ja til den tilbudte garantiplads i en dagpleje eller vuggestue.
    • Takker du nej til den tilbudte plads er det ikke sikkert at du kan nå at få en plads til behovsdato



    Dit barn begynder i børnehave den 1. i den måned, efter han eller hun bliver 3 år.

    Dit barn starter som udgangspunkt i skole i det kalenderår, hvor han eller hun fylder 6 år. 

    Se mere om dine pasningsmuligheder

    SELVBETJENING

    Her kan du søge om en plads til dit barn via Digital Pladsanvisning.

    Se, hvad en plads koster

    Ring til Den Digitale Hotline på 70 20 00 00, hvis du har brug for hjælp.

    Vi skelner mellem to pladstyper

    • garantiplads
    • ønskeplads

    En garantiplads betyder, at du får tilbudt en dagpleje- eller daginstitutionsplads til dit barn, når du har brug for det, dog tidligst, når dit barn er 26 uger. Horsens Kommunes pasningsgaranti er opfyldt, når du har fået tilbudt en plads til den 1. i den måned, du har som behovsdato i ansøgningen.

    Har du særlige ønsker til pasningsstedet, kan du i ansøgningen om garantiplads ønske et eller flere pasningssteder, også kaldet ønskepladser. Det kan være en bestemt dagpleje eller et bestemt hus i en daginstitution. Vi prøver at tage hensyn til dine ønsker, når du får tilbudt en plads til dit barn.

    Får du tilbudt en af de pladser som du har angivet som ønskepladser og takker du ja til pladsen slettes du efterfølgende fra venteliste til dine andre ønskepladser.

    Med  virkning fra den 1. januar 2019 har du ret til en deltidsplads på 30 timer om ugen, i en kommunal daginstitution, kommunal dagpleje eller i en privatinstitution, hvis du har fravær i forbindelse med graviditet, fødsel eller adoption.

    Det gælder også, hvis dit barn bliver passet i en anden kommune.

    Retningslinjer for en deltidsplads:

    • Du skal som minimum være fraværende i 40 % af din arbejdstid. 
      Hvis du er ansat på fuldtid, skal du derfor være fraværende i mindst 15 timer om ugen. 
    • Du bestemmer selv, hvornår på ugen og hvornår på dagen du placerer de 30 timer, som deltidspladsen omfatter.
    • Dit barns fremmøde bliver registreret i dit barns dagtilbud ud fra, hvornår dit barn kommer og går. Hvis dit barn er der mere end 30 timer på en uge, overgår deltidspladsen automatisk til en almindelig fuldtidsplads.
    • Din deltidsplads skal begynde den 1. i en måned. Den kan tidligst begynde den førstkommende 1. efter du har ret til fravær efter barselsloven.
    • Du skal afholde dit fravær i én sammenhængende periode.
      Hvis I har fravær efter barselsloven i direkte forlængelse af hinanden, betragter vi det som én sammenhængende periode.

    Når du søger en deltidsplads skal du:

    • udfylde et ansøgningsskema senest 2 måneder før perioden starter
    • oplyse den perioden, hvor du ønsker en deltidsplads
    • vedlægge dokumentation for barsel

    Du skal også søge her, hvis dit barn går i en privatinstitution eller i et dagtilbud i en anden kommune.

    Den maksimale sagsbehandlingstid er 2 uger. 

    Det skal du betale:

    Se takster for deltidspladser

    Du skal betale fuld takst for frokostmåltidet, hvis dit barn går i en børnehave, hvor de får serveret et sundt frokostmåltid. 

    Din deltidsplads ophører:

    • Den sidste hverdag i den måned, hvor retten til fravær udløber
    • Hvis dit fravær afbrydes eller på anden måde ophører. Du kan dog afbryde dit fravær i op til fem uger, uden at din deltidsplads ophører

    Herefter bliver din deltidsplads automatisk til en fuldtidsplads.

    Du har pligt til at fortælle os, hvis dit fravær afbrydes i en periode på mere end fem uger, eller hvis fraværet af anden grund afbrydes. Husk du skal give besked senest 2 måneder før ændringen træder i kraft.  

    Du kan få et månedligt tilskud, hvis du selv ønsker at passe dine egne børn i alderen 26 uger og til skolealderen.

    Du kan få tilskuddet fra den dag du søger, og du kan ikke få tilskud med tilbagevirkende kraft. Tilskuddet er skattepligtigt, og beskattes som A-indkomst. Vi udbetaler maksimalt tre tilskud til samme husstand pr. måned.

    Se de aktuelle takster for tilskud her

    Du skal opfylde disse betingelser

    • Du skal søge tilskuddet i mindst 8 uger og i højst 1 år (tilskudsperioden).
    • Dit barn må ikke være indmeldt i anden børnepasning, mens du får tilskud.
    • Du må ikke modtage offentlig overførselsindkomst eller have en arbejdsindtægt i tilskudsperioden.
    • Du skal have opholdt dig i Danmark i 7 ud af de seneste 8 år. Ophold i EU og Grønland og Færøerne bliver sidestillet med ophold i Danmark.
    • Du skal have bestået dansk eksamen i 9. klasse, dansk 2 eller tilsvarende niveau (Du skal vedlægge dokumentation, når du søger. Vi kan ikke behandle din ansøgning uden dokumentation)

    Når dit tilskud ophører

    • Du skal give besked til Pladsanvisningen, hvis du vil forkorte tilskudsperioden.
    • Dit tilskud bortfalder, hvis du flytter til en anden kommune.
    • Vi tilbyder dit barn en plads i et kommunalt dagtilbud efter de almindelige optagelsesregler, når tilskudsperioden ophører, hvis du ønsker det.
    • Dit barn må gerne være skrevet op til et kommunalt dagtilbud i tilskudsperioden, men vi tilbyder ikke en plads før tilskudsperioden ophører.

    Det skal du være opmærksom på

    • Du kan ikke få tilskud til pasning af egne børn, hvis hensynet til dit barn taler for, at han/hun går i et dagtilbud i stedet.
    • Du kan maksimalt få tilskud til pasning af egne børn i alt i 12 måneder pr. barn. 
    • Tilskudsperioden pr. barn kan deles i to. 

    Hvis du bor i et udsat boligområde, og dit barn er mellem 1 og 2 år, skal dit barn indmeldes i et obligatorisk læringstilbud, når det er 1 år, hvis dit barn ikke allerede er startet eller indmeldt i et almindeligt dagtilbud.

    I læringstilbuddet modtager dit barn et forløb, som skal hjælpe dit barns danske sprog og generelle udvikling. Dit barn vil gennem leg og aktiviteter blive introduceret til danske traditioner, højtider, normer og værdier.

    Hvis du ikke ønsker, at dit barn skal gå i et obligatorisk læringstilbud, kan du vælge selv at varetage indsatsen. Du skal give besked til os inden du starter.

    Du kan også give os besked via din digitale postkasse til Horsens Kommune. Du skal oplyse: 

    • hvilke børn der skal deltage i indsatsen
    • hvor indsatsen skal foregå
    • Hvornår indsatsen starter
    • hvem der skal varetage indsatsen
    • gerne lidt om indholdet i indsatsen

    Vi vil indenfor den første måned efter opstart føre tilsyn med indsatsen.

    Indsatsen skal opfylde samme formål, som hvis dit barn gik i et obligatorisk læringstilbud. 

    Vi forsøger altid at opfylde dit ønske om en bestemt plads.

    Hvis der er flere børn, der ønsker den samme plads, fordeler vi efter, om der er søskende i institutionen og hvem, der har søgt pladsen først. Vi vil, i det omfang det er muligt, finde en plads til dit barn i dit lokalområde. Her ser vi på, hvilket skoledistrikt eller daginstitutionsdistrikt du bor i.

    På grund af lovgivningen omkring udsatte boligområder, skal der være fokus på et balanceret optag af børn. Det betyder, at vi maksimalt må nyoptage 30 pct. børn fra udsatte boligområder i hver daginstitution i løbet af et år. Det kan betyde, at vi må fravige princippet om anciennitet på ventelisten for at sikre den fordeling af børn, som lovgivningen kræver. Vi kan derfor ikke i alle tilfælde tilbyde ønskeplads.

    Plads i et andet distrikt

    Du har også mulighed for at søge en plads i et andet distrikt, end hvor du bor. I nogle distrikter vil det ikke være muligt at få en plads, hvis du bor i et andet distrikt, da distrikterne har en høj tilvækst af børn.

    Du skal være opmærksom på, at en plads i et andet distrikt ikke er en garanti for, at dit barn kan komme i skole i det distrikt.

    Du kan forvente at få svar på, hvilken plads dit barn har fået 1 måned før dit barn skal starte.

    Du får svar igennem Digital Pladsanvisning, når dit barn får tilbudt en plads. Du får automatisk en e-mail, når der ligger post til dig.

    Hvis du har fået tilbudt en garantiplads, kan du blive stående på venteliste, indtil du får tilbudt en af dine ønskepladser.

    For at sikre at ventelisten til de forskellige dagplejere og daginstitutioner er så retvisende som mulig, beder vi dig om at slette dine ønsker i Digital Pladsanvisning, hvis du ikke længere ønsker at dit barn skal være skrevet op til en plads i en bestemt daginstitution/hus.
    Alternativt kan medarbejdere ved pladsanvisningen kontakte dig for at høre, om du fortsat ønsker pladsen.

    Du kan ikke selv se, hvilket nummer dit barn er på ventelisten. Her skal du kontakte Pladsanvisningen.

    Hvis du har fået tilbudt en ønskeplads, kan du ikke blive stående på venteliste til en anden ønskeplads.

    Hvis du flytter til en anden kommune, kan dit barn beholde sin plads i Horsens.

    Hvis din plads i Horsens er dyrere end en tilsvarende plads i din nye kommune, skal du selv betale differencen mellem bruttodriftsudgifterne. Det betyder, at prisen på din plads i Horsens kan ændre sig og blive dyrere.

    Det er din nye kommune, som sender regningen og kan oplyse, hvad du skal betale for pladsen.

    Du skal lave en ny ansøgning om en plads, hvis du gerne vil flytte dit barn til en anden daginstitution eller dagpleje i Horsens.

    Dit barn bliver automatisk meldt ud af sin gamle institution i Horsens, når han/hun bliver indmeldt i den nye i Horsens.

    Du har også mulighed for at få passet dit barn i en privat pasningsordning eller privatinstitution. 

    Se mere om dine muligheder for privat pasning

    Du tilmelder dit barn direkte ved den private pasningsordning eller privatinstitution. 

    Meld dit barn ud

    Hvis dit barn ikke længere skal bruge sin plads, skal du huske at melde dit barn ud.

    Du skal huske at melde dit barn ud med 1 måneds varsel - enten til den sidste dag i måneden eller den 15. i måneden.

    Eksempel

    Dit barn skal ikke bruge sin plads fra den 1. marts. Du skal melde dit barn ud senest den 30. januar.

    Dit barn skal ikke bruge sin plads fra den 15. marts. Du skal melde dit barn ud senest den 15. februar.
    Du skal altid udmelde dit barn digitalt.


    SELVBETJENING

    Her kan du melde dit barn du, hvis I ikke længere har brug for pladsen.

    Ring til Den Digitale Hotline på 70 20 00 00, hvis du har brug for hjælp.

    Læs mere om: