Praktisk information
Her finder du de praktiske informationer du skal bruge, når dit barn går hos os.
Hverdagen i en daginstitution byder på mange slags udfordringer og aktiviteter. Her på siden kan du læse de mest almindelige praktiske informationer du skal vide, så dit barn både er klar til at give den max gas sammen med os og til at tage en lur, hvis det bliver nødvendigt. Det kan selvfølgelig variere fra barn til barn, hvad der skal med i rygsækken for at kunne klare en aktiv hverdag. Derfor er du også altid velkommen til at spørge os, hvis du er i tvivl.
Daginstitution Vestbyen består af 3 huse: to integrerede huse, en børnehave og 3 dagplejere. Selvom vi findes på tre forskellige adresser, har vi stadig de samme retningslinjer for leg, læring og aktiviteter for alle vores huse.
Morgenrutiner
Vi serverer morgenmad i vuggestuerne indtil 7.30 efter, at vi har åbnet. Morgenmaden er fælles for alle stuer, så vi starter dagen med hyggeligt samvær omkring morgenmaden.
Omkring kl. 7.45 begynder børn og voksne at fordele sig på stuerne. Frem til ca. kl. 8.45 leger vi på stuen, i fællesrum eller på legepladsen. Vi giver os tid til at modtage dig og dit barn når I kommer, så alle får en god start på dagen.
Formiddagens program
Fra kl. 8.45 holder vi samling, hvor vi sammen med børnene taler om vores planer. Det kan fx være, hvilken dag det er, hvem der er kommet, hvordan vejret er, dagens aktiviteter og meget andet. Her inddrager vi børnene aktivt, så deres stemmer bliver hørt, og så de får lov til at sætte deres præg på dagens indhold. Vi arbejder i høj grad med visualisering, så børnene nemmere kan forstå og huske hvad der skal ske i løbet af dagen.
I forbindelse med samling spiser vi et formiddagsmåltid. Efter samling og formiddagsmåltidet fordeler børn og voksne sig i mindre grupper hvor der er forskellige aktiviteter, som er tilrettelagt ud fra læreplanstemaerne og børnegruppen.
Mad og lur
I vuggestuerne spiser vi frokost kl. ca. 10.45. I børnehaverne spiser vi ca. kl. 11.00. Efter frokost er børnehavebørnene på legepladsen, hvor de har mulighed for at bruge kroppen og lege med hinanden. Har barnet behov for at sove, er der også mulighed for det.
I vuggestuerne putter vi børnene, efterhånden som de er klar til det. De fleste sover udenfor i krybber og barnevogne, men de større børn sover inde. Vi tager højde for, at de yngste børn i vuggestuerne har deres egen søvn- og spiserytme.
Hviletid og leg
I børnehaverne går vi ind fra legepladsen ca. kl. 13.30 hvor vi skal have hviletid på stuerne. Ved hviletid ligger børnene på en lille madras og har evt. et tæppe over sig. Der spilles stille musik og de slapper af ca. 20 min. efter en aktiv formiddag og leg på legepladsen. Vi oplever at det giver ro og overskud for børnene inden de bliver hentet i løbet af eftermiddagen. Efter hviletid får børnene et eftermiddagsmåltid bestående af f.eks. frugt, grønt, brød, ymer m.m. Resten af eftermiddagen leger børnene på stuerne, i fællesrummet eller ude på legepladsen til lukketid.
I vuggestuerne spiser børnene efterhånden, som de vågner fra middagssøvnen. Om eftermiddagen leger vi på stuerne, i fællesrum eller på legepladsen til lukketid.
Det er politisk besluttet at der må være 21 lukkedage om året i Horsens Kommune. En lukkedag betyder at det hus barnet plejer at være i kan være lukket og der tilbydes alternativ pasning for de børn hvor forældrene ikke kan holde ferie i et andet hus.
Udover de 21 lukkedage er alle daginstitutioner lukket grundlovsdag den 5. juni og juleaften den 24 december uden mulighed for alternativ pasning.
Målet med at have lukkedage er, at koordinere og samle medarbejdernes ferie på de tidspunkter, hvor der er færrest børn i dagtilbuddet. Det giver flest voksne, mest ro og fordybelsestid i hverdagen for børnene.
Det er forældrebestyrelsen der beslutter placeringen af lukkedage i den enkelte daginstitution.
Det er vigtigt for både børn og voksne at holde ferie fra deres dagligdag. For børn er hverdagen i institutionen deres arbejde og de har derfor også brug for at holde fri og være sammen med familien. Forældrebestyrelsen har en forventning om, at dit barn holder 5 ugers ferie årligt.
Feriepasning i Daginstitution Vestbyen 2026
Dagen efter Kristi Himmelfart den 15. maj. Tilmeldte børn passes i Dagtilbud Vestbyen, Børnehuset på Fussingsvej 4.
Sommerferie den 13. - 31. juli. Tilmeldte børn passes i Daginstitution Vestbyen, Børnehuset på Fussingsvej 4.
Ved jul og nytår den 28. - 31. december . Tilmeldte børn passes i Daginstitution Vestbyen, Børnehuset på Fussingsvej 4.
Lukkedage
Grundlovsdag den 5. juni er en lukkedag, uden mulighed for pasning.
Juleaftensdag den 24. december er en lukkedag, uden mulighed for pasning.
Hverdagen i en daginstitution byder på mange slags udfordringer og aktiviteter, så det er en god idé, at dit barns påklædning kan tåle lidt af hvert. Vi vægter udeliv højt, og er på legepladsen hver dag. For at dit barn kan have det sjovt og være med, når vi hopper i vandpytter, går på opdagelse i skoven eller ved stranden, er det vigtigt at påklædningen passer til det omskiftelige danske vejr. Vi laver også ret tit indendørs aktiviteter, der giver pletter af den ene og anden slags - fingermaling, ler og tusch har det bare med at plette lidt på tøjet. Så derfor anbefaler vi tøj der passer til de forskellige aktiviteter både ude og inde.
Udover årstidsrelevant overtøj, er regntøj og gummistøvler og evt. termotøj standardudstyr for et vuggestue- og børnehavebarn.
I vinterhalvåret skal flyverdragt/skitøj, vinterstøvler, vanter, huer pakkes med, og i sommerhalvåret står den på passende sommertøj og sandaler eller sko.
Dit barn kan få brug for at få skiftet tøj i løbet af dagen, så der er behov for, at du altid har sørget for rigeligt med skiftetøj til garderoben.
Er dit barn syg eller af anden årsag fraværende og ikke kommer i institutionen, skal du meddele dette til os på Aula.
Vi følger Sundhedsstyrelsens regler vedrørende syge børn i daginstitutioner. Hovedreglen er, at syge børn ikke må møde i institutionen, og at et barn med smitsom sygdom først må modtages, når det ikke længere smitter.
Det kan være en svær vurdering, om et barn er raskt nok til at være i institutionen. Sundhedsstyrelsen giver følgende retningslinje: "Barnet er rask, når det på sædvanlig måde kan klare at opholde sig i institutionen. Dvs, at barnet skal kunne deltage i de aktiviteter, det plejer, uden at kræve særlig pasning".
Når vi vurderer et barns almene tilstand, gør vi det ud fra følgende spørgsmål:
- Har barnet sygdomstegn (smerter, feber, udslæt osv)?
- Har barnet det godt?
- Er barnet, som det plejer at være?
- Kræver barnet særlig pasning/omsorg?
Hvis vi på baggrund af ovenstående vurderer, at dit barn er sygt, kontakter vi altid dig, så dit barn kan komme hjem.
Hvis dit barn har brug for, at der skal tages specielle hensyn i form af anden kost eller medicin, skal vi have en lægeerklæring på det.
Som udgangspunkt giver vi ikke medicin med undtagelse af børn, der har astma eller livstruende og kronisk sygdom.
Vi ønsker at skabe trygge rammer for børnene i hverdagen, hvor der samtidig er plads og mulighed for udfoldelse og leg. Dette ønsker vi også at efterleve i vores indretning af vores huse, såvel ude som inde.
Vores legepladser får årligt besøg af en legepladsinspektør, der skal godkede legepladsens sikkerhed. Udover dette gennemfører personalet daglige sikkerhedstjek på legepladsen, før børnene kan lege/opholde sig der.
Hvis ulykken er ude, og dit barn kommer til skade, mens han eller hun er hos, skal du vide, at alt vores fastansatte personale er uddannet i førstehjælp. Det vil sige, at vi ved, hvad vi skal gøre, hvis et barn får et astmaanfald, eller hvis et barn skulle være så uheldig at falde ned fra en gynge og slå hovedet. Vi har valgt at uddanne alt vores pædagogiske personale i alle vores huse, så dit barn får de allerbedste forhold for leg og samvær, og så du kan være helt tryg som forældre ved at aflevere dit barn hos os. Samtidig giver det også vores personale de bedste og mest sikre rammer for, at de kan udføre deres arbejde.
Hvis uheldet er ude, sikrer vi os først og fremmest, at dit barn er okay, hvorefter vi tager eventuel kontakt til læge eller skadestue. Og så får du selvfølgelig også besked med det samme. Det er derfor vigtigt at vi altid har dit korrekte telefonnummer.
Solbeskyttelse
Vi vil rigtig gerne være ude så meget som muligt. Men om sommeren tager vi dog visse forholdsregler for at beskytte børnene mod for meget sol.
I sommerhalvåret forventer vi at jeres barn er smurt hjemmefra med solcreme. Skulle der være yderligere behov for at jeres barn skal smøres senere, anvendes vores solcreme som både er allergi og svanemærket.
I både daginstitution og dagpleje prioriterer Horsens kommune at der er gode, udviklende materialer og legetøj, der er målrettet børnegruppens alderstrin og behov. Vi lægger vægt på at købe kvalitetslegetøj og forholder os kritisk til tilsætningsstoffer.
I børnehaverne er der af og til legetøjsdag. Der gøres opmærksom på at personalet ikke kan have ansvar for legetøj, der er medbragt hjemmefra.
I Daginstitution Vestbyen har vi et produktionskøkken, som laver mad til alle vores børn. I køkkenet er der fokus på en høj økologiprocent og et minimum af madspil. Vi har Sølvmærket i Økologi.
Vi er optaget af at børnene får mad i vores dagtilbud der er tilpasset børnenes alder, lavet af sunde råvarer og som giver børnene lyst til at spise varieret.
Gode drikkevaner indgår på lige fod med gode madvaner i en sund kost. I vuggestuerne tilbydes børnene mælk eller vand til måltiderne og I børnehaverne drikker vi vand til alle måltiderne.
Der er forældrebetalt frokostmåltid i både vuggestuer og børnehaver. Der er valg vedrørende dette hvert andet år. Mellemmåltiderne om formiddagen og eftermiddagen sørger vores køkken for. Dette finansieres af vores driftsbudget. En beslutning/prioritering der er taget i Forældrebestyrelsen.
Der serveres morgenmad i vuggestuerne frem til kl. 7.30, men børnehavebørnene skal have spist morgenmad hjemmefra.
Spørg hvis der er noget du er i tvivl om.
Fødselsdage
Hvis barnets fødselsdag afholdes i institutionen, er forældrene meget velkomne til at deltage.
Hvis I som forældre ønsker at medbringe noget i forbindelse med afholdelse af jeres barns fødselsdag på stuen, er det vigtigt at I taler med personalet om hvad I kunne tænke jer at medbringe. Personalet ved hvis der er børn, som evt. er allergiske, så der kan tages hensyn til dette.
I vuggestuerne må der ikke serveres madvarer med sukker, derfor kan man medbringe frugt, boller eller rundstykker.
Julefest
Ved afholdelse af julefest gøres der dog en undtagelse i forhold til mad og måltidspolitikken, da der kan serveres æbleskiver.
Det er politisk vedtaget i Horsens Kommune at:
Et vuggestuetilbud er inklusiv bleer - altså at vuggestuen leverer bleer.
Og at et dagplejetilbud er uden bleer - altså at forældre selv skal medbringe bleer.
Vuggestuetaksten og dagplejetaksten afspejler dette.
I børnehaven forventes det at barnet er renligt eller hurtigst muligt bliver det i overgangen til børnehaven.
Børnehavetaksten afspejler dette. For de børn der fortsat bruger ble skal forældrene derfor medbringe bleer.
Læs mere om Dagtilbud Vestbyen i vores velkomstbrochure her
Tilmeld dit barn til pasning
Kontakt dagtilbud Vestbyen
E-mail: dag.vestbyen@horsens.dk
Syss Pedersen
Daginstitution Vestbyen
Telefon: +45 29 29 73 63
E-mail: buissp@horsens.dk
Sara Mogensen
Telefon: +45 30 16 72 10
E-mail: sja@horsens.dk
Helene Korsholm
Telefon: +45 21 83 42 67
E-mail: hoko@horsens.dk
Jeanette Handberg
Telefon: +45 23 34 21 85
E-mail: jlah@horsens.dk
Janni Bonde
Telefon: +45 24 90 44 73
E-mail: jmsa@horsens.dk