Gå til hovedindhold

Birgith Norrild

Dagplejen på Rosenvænget ligger på en lukket sidevej i et etplanshus, hvor børnene har deres eget værelse. Vi leger også i resten af huset, hvilket giver gode muligheder for at lave små områder, hvor man kan fordybe sig.

Indhold

    Velkommen til dagplejen på Rosenvænget.

    Jeg bor på en lukket sidevej i et etplanshus, hvor børnene har deres eget værelse. Vi leger også i resten af huset, hvilket giver gode muligheder for at lave små områder, hvor man kan fordybe sig i f.eks. at lave en stor togbane, en dukkekrog eller tømme en kasse med Lego Duplo. Der er mange muligheder.

    Vi har også mulighed for at lave en motorikbane eller danse vildt til musik.

    Jeg har en stor have med diverse legeredskaber, legehus og rutsjebaner. Her er masser af plads til boldspil, løb og fri udfoldelse. Vi har plantet jordbær, hindbær, brombær og solbær, som børnene frit kan spise af, når de er modne.

    Rundt om huset er der belægning, så vi kan køre race på cykler og scootere. Vi kan også tegne vejbaner med kridt og øve os i at køre gå efter lysreguleringen - (vi har en børnemodel).

    Jeg har en ladcykel til stor glæde for os alle. Den giver mulighed for at komme på jungletur i skoven, en tur i parken, på stranden ved Boller eller Langelinie og legepladser i nærområdet.

    Vi starter dagen stille ud med leg og hygge, og så er der mulighed for at spise morgenmad for de børn, der møder tidligt ind (kl. 7.00 - 7.30).

    Når alle børn er kommet, får vi brød og frugt kl. 8.30 - 9.00. Her snakker vi om, hvad formiddagen skal indeholde. Dagens aktiviteter foregår på børnenes præmisser, og så alle har mulighed for at føle sig som en del af fællesskabet. Det kan være en tur ud af huset, besøge kollegaer, være kreative med farver, papir, osv. Vi synger og læser hver dag.

    Vi spiser frokost ca. kl. 11.00 - 11.30, hvor vi får rugbrød med forskellige former for pålæg og fisk. Vi får mælk til frokost og vand til de andre måltider. Jeg lægger vægt på, at vi bruger den tid, som børnene har brug for til at spise, så alle bliver mætte.

    Herefter bliver alle børn skiftet og puttet i deres egne barnevogne eller på madrasser indendørs.

    Efter middagsluren er der et måltid ligesom om formiddagen. Herefter bliver alle børnene skiftet, og så er der tid til mere leg og fordybelse, indtil børnene bliver hentet.

    Jeg lægger stor vægt på forældresamarbejdet, som skal bestå af ærlighed, tillid og åbenhed. Er der noget, som I undrer jer over, skal I endelig bare spørge, så I ikke går og får “ondt i maven”.

    Jeg ønsker at give jer og jeres barn de bedste betingelser i dagplejen.

    Jeg har været dagplejer siden 1997, og før det har jeg arbejdet i vuggestue og børnehave.

    Jeg er en åben og smilende kvinde fra årgang 1970. Jeg har fire voksne børn, der alle er fløjet fra reden.

    Jeg er uddannet pædagogisk assistent og har deltaget i forskellige AMU kurser:

    • Børn med anden etnisk baggrund
    • Kost og ernæring
    • Pædagogisk grunduddannelse
    • Inklusion
    • Forældresamarbejde
    • Førstehjælp
    • Vi lærer sprog
    • Motorik og bevægelse
    • Barnets første 1000 dage