Gå til hovedindhold

Konflikthåndtering

I Center for Psykiatri og Socialt Udsatte arbejder vi med konflikthåndtering ud fra forskellige metoder og værktøjer.

Indhold

    Vi arbejder med konflikthåndtering med udgangspunkt i Low Arousal, som er en ikke-konfronterende tilgang og metoden LA2. 

    Faglige metoder

    Low Arousal handler om at have en ikke-konfronterende tilgang til at håndtere svære situationer, og forebygge, at de opstår.

    Low Arousal kaldes også 'rogivende pædagogik'. Metoden har fokus på at forhindre og forebygge konflikter ved at give selvkontrol og mindske krav og forventninger.

    Håndter, evaluer, og forandr:

    Kig på de svære situationer fase for fase.

    • Hvad var årsagen til, at situationen opstod, og hvor stillede vi som fagpersoner for høje krav?
    • Hvordan agerede du selv i situationen?
    • Forsøgte du at aflede, og hvordan var dit kropssprog og stemmeleje?
    • Fik du hjulpet borgeren tilbage i selvkontrol?
    • Og vigtigst af alt: hvad kan I som fagpersoner gøre for at sikre, at situationen ikke opstår igen.

    På den måde får man en systematisk tilgang til konfliktsituationer.

    De tre principper: 

    Ansvarsprincippet: den, der tager ansvar, kan påvirke:
    Hvis vi tror, at mennesker som udgangspunkt gør deres bedste,  må vi som fagpersoner tage ansvar for at påvirke de mennesker, vi arbejder med. Ellers øger vi risikoen for konflikter, vold og magtanvendelser. I stedet for at se på en borger som udadreagerende, må vi i stedet tænke på, at det er en borger, der har svært ved at styre sin arousal. Det kan vi hjælpe med at ændre på gennem rammer, struktur og pædagogiske værktøjer.

    Kontrolprincippet: den, der har kontrol over sig selv, kan samarbejde:
    Hvis et menneske mister kontrol over sig selv og sine handlemønstre i en svær situation, opstår der uhensigtsmæssig adfærd. Så hvis en konfliktsituation er ved at opstå, må man som fagperson hjælpe borgeren til at genvinde kontrollen for eksempel gennem afledning.

    Princippet om affektsmitte:
    Mennesker bliver påvirket af følelser omkring dem. Det gør sig særligt gældende for de mennesker, vi arbejder med i socialpædagogikken. Derfor gælder det om at have en pædagogisk hverdag, hvor man er så rolig og afdæmpet som muligt.

    Bo Hejlskov Elvén er neuropsykolog, underviser og forsker og har i mange år arbejdet med håndtering af problemsituationer i socialpædagogisk arbejde og forebyggelse af vold.

    Du kan læse mere her: Sådan arbejder du med Low Arousal

    Formålet med LA2  er at forebygge trusler, vold og magtanvendelse samt at fremme trivsel på bosteder. 

    LA2 er inspireret af Low Arousal tilgangen og er udviklet af Sopra.

    LA2 er inspireret af recovery mindsættet og der er inddraget elementer fra Åben Dialog, særligt i forhold til netværksinddragelse, og er meget inspirerede af Feedback Informed Treatment (FIT), som metode 
    til direkte borgerinddragelse. Begge metoder kan med fordel anvendes samtidig med LA2, som også kan kombineres med andre metoder til borgerinddragelse. 

    LA2 bliver anvendt i samarbejdet mellem unge eller voksne med psykiske vanskeligheder, kognitive funktionsnedsættelser og sociale problemer, og de fagprofessionelle, som arbejder med dem.

    Borgerens indefra perspektiv

    Først og fremmest er LA2 et samtale- og refleksionsredskab, som har fokus på at forstå borgerens indefra perspektiv. I Min Trivselsplan er udgangspunktet borgerens indefra perspektiv, dvs. hvordan borgeren oplever egen trivsel, ressourcer, netværk, mestringsstrategier og belastninger. Der er fokus på, hvordan borgeren oplever sin hverdag, og hvordan du som fagprofessionel kan støtte borgeren i at mestre hverdagslivets udfordringer. Her kommer borgeren selv til orde, og det er hans eller hendes oplevelse og forståelse, der er i centrum.

    De fagprofessionelles udefra perspektiv

    LA2 er også et udrednings- og refleksionsredskab, som tilvejebringer en samlet beskrivelse af de fagprofessionelles udefra perspektiv på de kritiske episoder. LA2 hjælper de fagprofessionelle med at beskrive, hvordan de bedst muligt kan støtte borgeren i at forebygge, håndtere og mestre de kritiske episoder. 

    To ekspertpositioner

    Gennem oprigtig nysgerrighed overfor borgerens indefra perspektiv, bliver det muligt at skabe et tæt samarbejde med borgeren om at være sammen om at reducere de kritiske episoder. De to perspektiver kvalificerer gensidigt hinanden, og derigennem er der mulighed for forandring i retning af bedre trivsel for både borgere og fagprofessionelle.

    Du kan læse mere om LA2 her: LA2 – Metodemanual til forebyggelse af vold og fremme af trivsel på botilbud