Skip Navigation

Høje smittetal betyder nedlukning af Sønderbro Sogn

Med offentliggørelsen af dagens antal Covid-19 smittede i Horsens Kommune ligger det nu fast, at antallet af smittede i Sønderbro Sogn er så højt, at Horsens Kommune er forpligtet til at påbyde lukning af en lang række aktiviteter og tilbud indenfor sognegrænsen.

Incidenstallet - antallet af smittede pr. 100.000 borgere - er nu 531, der er 39 smittede de seneste syv dage og positivprocenten er 3,6, og det betyder, at Sønderbro Sogn overskrider grænseværdien på alle tre kriterier, hvilket betyder automatisk nedlukning.

Nedlukningen træder i kraft fra lørdag den 8. maj og forventes at vare i mindst en uge - indtil mindst ét af de tre kriterier IKKE er opfyldt i syv dage i træk. Lukningen sker med afsæt i den model for automatiske nedlukninger, som folketinget har fastlagt, hvor kommunen er forpligtet til at lukke et sogn, hvis alle tre kriterier er opfyldt.

Nedlukningen af Sønderbro Sogn betyder, at alle grundskoler, SFO'er og klubtilbud, ungdoms- og voksenuddannelsesinstitutioner samt lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter, og lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter på Kulturministeriets område lukkes.

Uddannelsesinstitutioner har mulighed for selv at søge om fritagelse for nedlukningen. Derfor er det i skrivende stund uafklaret, hvorvidt uddannelsesinstitutionerne i sognet lukker. Desuden er der aktuelt dialog med sundhedsmyndighederne om, hvorvidt påbuddet også omfatter nedlukning af private kultur- og træningsfaciliteter.

- Vi står i en meget alvorlig situation med det høje smittetal i Sønderbro Sogn, og det er utrolig vigtigt, at vi hurtigst muligt får smitten under kontrol, så vi kan genåbne skoler, SFO og indendørs idræts- og foreningsaktiviteter med videre. Det kræver en virkelig stor indsats af sognets borgere, og jeg kan kun opfordre til, at alle bliver testet og i det hele taget overholder myndighedernes anbefalinger for at begrænse smittespredningen, siger borgmester Peter Sørensen.

Sundhedsmyndighederne opfordrer i forbindelse med en lokal sogne-nedlukning til, at borgerne i sognet ser så få personer som muligt, at offentlige medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner, arbejder hjemmefra, at private arbejdsgivere lader medarbejdere så vidt muligt arbejde hjemmefra og at små børn passes hjemme.

Publiceret: 07. maj 2021