Vaccination mod Covid-19 

Hvor, hvornår og hvordan kan du blive vaccineret? 

Er du +65 år, og modtager du både personlig pleje og praktisk hjælp fra Horsens Kommune?
Så har du nu mulighed for at blive vaccineret mod Covid-19.

Vaccination mod Covid-19 er gratis, og det er frivilligt, om du vil tage imod tilbuddet. Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination, fordi vaccinen beskytter mod at blive smittet og syg af Covid-19.

Du modtager en invitation til at blive vaccineret i din e-boks. Hvis du er digitalt fritaget, modtager du invitationen som brev med posten. Når du har modtaget en invitation til vaccination, kan du bestille tid på vacciner.dk. Du skal logge ind med dit NemID.

Det er kun muligt at bestille tid til vaccination, hvis du har modtaget information fra sundhedsmyndighederne om, at du er i målgruppen for at blive vaccineret mod Covid-19. 

Når du skal vaccineres mod Covid-19, skal du møde op til den aftalte tid på vaccinationsstedet. Du skal huske dit gule sundhedskort, som vil blive scannet, når du møder op.

Har du brug for hjælp til egen tidsbestilling eller tidsbestilling for et familiemedlem?

Hvis du er digitalt fritaget, kan du ringe til Region Midtjylland for tidsbestilling på telefon 70 23 24 15 alle hverdage fra kl. 8-16.

Du kan få flere oplysninger om tidsbestilling og vaccine på vacciner.dk.

 

Hvor kan du blive vaccineret?

Det er muligt at modtage vaccinen på det vaccinationscenter, Region Midtjylland har etableret i Horsens Kommune. Adressen er Fuglevangsvej 61, 8700 Horsens.

Der er gode muligheder for parkering ved vaccinationscentret.

Transport

Du står som udgangspunkt selv for transport til vaccinationscentret, ligesom du selv skal betale for transporten, uanset om du benytter dig af egen bil, taxa, offentlig transport eller kører med en pårørende. 

Der er god mulighed for at komme med både bus og Flextur til vaccinationscentret på Fuglevangsvej

Er du pårørende til en person, der skal modtage vaccinen, er det en stor hjælp, hvis du kan hjælpe dit familiemedlem med at komme frem og tilbage til vaccinationscentret, hvis vedkommende ikke selv har transportmulighed. 

Hvis du ikke har mulighed for at hjælpe med transport, er det også en stor hjælp, hvis du kan hjælpe fx din far eller mor med at blive klar til transporten. 

 

Har du brug for hjælp til transport?

Horsens Kommune yder hjælp til den gruppe af borgere, der i forvejen får hjælp til transport. Hvis du har spørgsmål til transport, kan du ringe til vores hotline på  telefon: 76 29 70 50. Hotlinen er åben fra mandag til fredag kl. 8.30-13. 

Hvis du bliver transporteret til vaccinationscentret med hjælp fra Horsens Kommune, sørger vi også for at booke en tid for dig. Det skal du altså ikke selv sørge for – det gælder dog kun i tilfælde, hvor du får hjælp til transport. 

NB!
Der er rigtig travlt på telefonerne, så vi opfordrer dig til at have tålmodighed eller prøve igen på et andet tidspunkt. 

Der er også mulighed for at komme med bus og Flextur til vaccinationscentret

Hvem får vaccinen?

Det er en national taskforce på sundhedsområdet, der beslutter, hvem der skal vaccineres hvornår. I første omgang har taskforcen besluttet, at borgere på plejecentre og borgere over 65 år i særlig høj risiko på grund af sygdom samt udvalgt personale på sygehuse og plejecentre, som arbejder tæt på patienter og borgere, der er i høj risiko, skal modtage vaccinen. I takt med at der kommer mere vaccine til Danmark, vil flere også få tilbuddet om at modtage vaccinen mod Covid-19.
 

Her kan du læse mere om sundhedsmyndighedernes vaccinationsplan.

Hvor kan du finde svar på mere generelle spørgsmål? 

Hvis du er i tvivl, om du kan få vaccinen, anbefaler vi, at du først læser i Sundhedsstyrelsens pjece ’Vaccination mod Covid-19’.
Hvis du har flere spørgsmål, så tal med din praktiserende læge eller den sygehuslæge, der kender dit sygdomsforløb. 

Hvis du har generelle spørgsmål om vaccinationsprogrammet mod Covid-19, kan du ringe til den myndighedsfælles Covid-19 hotline på telefon 70 20 02 33.

Hos Region Midtjylland, kan du blandt andet læse om de syv nye vaccinationscentre i regionen.