Vis emner under Forside

Borgmester Jan Trøjborg holdt denne tale til nytårskuren den 3. januar 2008.

Hjertelig velkommen til Horsens Byråds Nytårskur her på Horsens Kunstmuseum. Det er dejligt at indlede et nyt år med denne mulighed, hvor jeg og de øvrige byrådsmedlemmer møder rigtig mange af Horsens Kommunes gode samarbejdspartnere og medspillere.

Jeg håber, I får et par hyggelige timer. I øvrigt vil jeg da lige nævne – nu da vi er her i disse flotte omgivelser - at kunstmuseet i 2007 fik en pris "Museumsjuryens Specialpris" på 100.000 kr. for konsekvent og modig erhvervelse af værker til samlingen. Tillykke til kunstmuseet og held og lykke med blandt andet den erhvervsklub, der er ved at blive dannet.

Ellers vil jeg gerne indlede med at sige, at 2007 var et år med stor aktivitet og mange nye projekter og initiativer og - vil jeg gerne tilføje – en masse sejre for vores kommune.

Én af de helt store sejre fik vi, da Regionsrådet i Region Midtjylland vedtog en akutplan, der betyder, at Regionshospitalet Horsens i fremtiden vil være ét af i alt fem sygehuse i regionen med akut beredskab.

Og jeg vil sige, at Horsens hospitals fremtid, var én af de få problematikker, der kunne få mig til at ligge søvnløs om natten. Regionsrådets beslutning gjorde godt, og den sidste rest af ”bekymring” forsvandt som dug for solen, da Regionsrådet i Region Syddanmark i december vedtog en akutplan, der gjorde Vejle Sygehus til specialsygehus og Kolding Sygehus til akut-sygehus. Dermed var den sidste tvivl om fremtidens sygehusstruktur fejet af bordet

Placeringen af det akutte beredskab i Horsens er en enorm gevinst for vores kommune. Det vil betyde en hurtig, nær og kvalitetsmæssig top-behandling af borgerne, en betragtelig forøgelse af antallet af arbejdspladser på sygehuset og enorme investeringer i de fysiske rammer.

I det hele taget har Horsens Kommune ved en ihærdig og vedholdende indsats vundet mange af de rigtig gode regionale og statslige arbejdspladser. Jeg tænker her blandt andet på, at Horsens er blevet hovedsæde for Sydøstjyllands Politi og er blevet hjemsted for en retskreds, et skattecenter samt et administrationscenter for Region Midtjylland.

Også Landbrugsrådgivning Østjylland valgte at bygge et nyt flot domicil i Horsens, og det samme gjorde DGI.
Alt sammen et udtryk for, at rigtig meget af det, vi i Horsens har satset på gennem de seneste år, er lykkedes.

Det understøtter på enestående vis vores store ambition om, at Horsens Kommune skal være én af Danmarks bedste vækstkommuner. Og foreløbig går det såmænd meget godt på den front.

Da jeg for nøjagtigt ét år siden stod og talte ved Nytårskuren 2007 var vi 79.020 borgere i Horsens Kommune. For et par måneder siden - natten mellem den 7. og 8. november – rundede vi borger nr. 80.000. Lille Mads var blevet født, og jeg var en tur i Mindegade i Horsens for at sige tillykke til forældrene, Githa og Ole Kreiberg – og lille Mads, der helt uden at vide det var med til at skrive kommunehistorie.

Fødslen af borger nr. 80.000 bekræfter samtidig tal fra Danmarks Statistik, som fortæller, at Horsens er Danmarks kraftigst voksende kommune med en vækst på mere end 20 pct. frem til 2030.

Og udvikling - det er sagen. Det skaber flere jobs og mere dynamik og dermed bedre muligheder for at gøre Horsens Kommune et endnu bedre sted at drive virksomhed i, bo i og arbejde i. Den ene positive ting trækker den anden med. Vi kan en masse ting, som vi ikke kunne før.

Partierne i Horsens Byråd er enige om, at Horsens Kommune skal agere offensivt for at fastholde positionen som dynamisk og kreativt kraftcenter, og at det kræver en målrettet og ansvarlig politisk indsats.

For at holde os alle sammen på samme spor, har Byrådet vedtaget en vision for samfundet Horsens Kommune. Arbejdet med visionen begyndte i en visionstænketank, hvis tanker mundene ud i en ny fælles vision for hele samfundet Horsens Kommune - fra idrætsliv til erhvervsliv og kulturliv.

Der er tre hovedoverskrifter i visionen: Horsens – oplevelser i mange farver (med det menes blandt andet, at vi inviterer til festivaler, koncerter og kulturelle begivenheder i særklasse), Horsens – et dynamisk og kreativt kraftcenter (Her menes blandt andet, at vi skaber optimale rammer for bosætning, vækst og dynamik) og Horsens – en moderne velfærdskommune (Her menes, at vi har høj kvalitet i servicen til borgerne – lige fra børnepasning til uddannelse og ældreomsorg). Og med visionen i bagagen vil vi arbejde for et øget velstands- og velfærdsniveau i kommunen.

Med udgangspunkt i de tre visionspinde vil jeg nu fortælle lidt om aktiviteterne i Horsens Kommune. Og jeg vil starte med velfærdskommunen Horsens.

Et enigt byråd vedtog i efteråret et budget for 2008, som indeholder store investeringer i kvalitet i børnehaver, skoler og på ældreområdet. Med andre ord: Standarden skal være høj og de bygningsmæssige rammer skal være helt i top. Derfor bruger vi rigtig mange penge på gode fysiske rammer for både den yngre og den ældre del af borgerne.

Blandt andet færdiggøres i øjeblikket byggeri af en ny integreret institution i Vestbyen i Horsens, og der er byggeri af børnehaver med vuggestuelokaler og dagplejerum i gang i Hovedgård og Nim.

Specialbørnehaven Spiren, som tidligere hørte under Vejle Amt, er netop flyttet i nye spændende bygninger og i Gedved står en større om- og tilbygning for døren. Og endelig er der truffet beslutning om byggeri af ny børnehave i Østbirk og om en spændende ombygning af biblioteket i Brædstrup til børnehave.

I alt er afsat ca. 50 mio. kr. til daginstitutionsbyggeri i 2008. Og der er samtidig igangsat en omfattende bygningsanalyse på hele dagtilbudsområdet, der skal danne grundlag for fremtidens investeringer, således at de ældre bygninger også kan leve op til de nye krav til indholdet i dagtilbuddene.

På skoleområdet er en ombygning af Lundskolen færdiggjort i 2007, og en ny firesporet indskolingsafdeling på Torstedskolen er blevet indviet.

Og så er vi i gang med byggeriet af en splinterny skole i vestbyen i Horsens, og der bliver i det kommende år bygget og renoveret på skolerne i Gedved, Brædstrup, Nim, Hovedgård, Østbirk, Egebjerg og Dagnæs.

På ældreområdet renoveres og bygges om for at etablere attraktive og velindrettede plejeboliger. Der bygges plejeboliger i Malteriet og bygges om på Lindehøj og Præsthøjgård. I Gedved skal det gamle rådhus ombygges til plejeboliger og Birkebo i Østbirk skal gennemgå en renovering. I alt bygges der på ældreområdet for ca. 433 mio. kr. i de kommende år.

Der tages altså hånd om de ydre rammer, men også det indholdsmæssige arbejder vi intenst på at gøre endnu bedre, end vi kender det i dag.

Vi arbejder konsekvent med kvalitetsudvikling på alle fronter. Dagplejepasningens kvalitet styrkes med flere gæstedagplejere. Vi har lavet bedre legestueforhold for flere af legestuegrupperne og endnu flere er på vej. Samtidig ydes en stor indsats med kvalitetsudvikling og øget kompetence i forhold til pædagogiske læreplaner.

På folkeskoleområdet arbejder vi målrettet med udvikling af kvaliteten. Det indebærer, at man hele tiden forholder sig til egen praksis og evalueringsrapporten ”Klog på egen praksis” er skolernes udgangspunkt for at udvikle en evalueringskultur.

Vi er sammen med KL og 34 andre kommuner med i et partnerskabsprojekt, hvor fokuspunkterne er ledelse, evaluering og faglighed. Og endelig var vi nogle stykker som på den Pædagogiske Biennale på Bygholm oplevede en synliggørelse af alle de professionelle og udviklingsorienterede tiltag, som finder sted rundt om på skolerne i kommunen. Og tro mig det er imponerende!

Image- og rekrutteringsproblemer til social- og sundhedsområdet er en stor udfordring - også for Horsens. I Horsens Kommune er der tradition for et omfattende samarbejde mellem de faglige organisationer og kommunen – og det vil jeg gerne sige mange tak for. Det er uvurderligt. Samarbejdet handler blandt andet om sikring af arbejdsmiljø, rekruttering og fastholdelse, faglig udvikling, lønforhold og meget mere. En løbende dialog - både formelt og uformelt - er af stor betydning for vores fælles mål om at skabe attraktive arbejdspladser.

Her vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke kommunens flere tusinde ansatte for indsatsen. Et engageret og godt personale, hvoraf langt hovedparten er i direkte og daglig kontakt med borgerne, er vores allervigtigste ressource – og en absolut forudsætning for, at vi kan løse de opgaver, det forventes af en moderne og kvalitetsbevidst kommune som vores.

Da opgavereformen trådt i kraft pr. 1. januar 2007 overtog kommunerne ansvaret for en meget stor del af sundhedsområdet.

Vi har i samarbejde med Region Midtjylland udarbejdet en sundhedsaftale, og vi har arbejdet tæt sammen med sygehuset – blandt andet i forbindelse med hele genoptræningsområdet, hvor alt er nyt for alle parter, men hvor tonen er præget af fred og fordragelighed, samt fremdrift. Der er et godt og konstruktivt samarbejde på området.

Vi overtog 1. januar 2007 også opgaverne med misbrug og hjemløshed for de socialt udsatte borgere. Byrådet har nu besluttet at etablere et nyt fælles behandlingssted for misbrugere. Derved samles alle opgaver i et og samme hus, hvilket giver større ekspertise og sammenhæng.

Som kommune kan vi gøre meget, men heldigvis er den frivillige verden i Horsens Kommune også fuld af initiativ. Det gælder i bred forstand fra idræt til de frivillige foreninger og frivillige ildsjæle, som arbejder på det sociale og sundhedsfremmende område og på ældreområdet. Jeg vil gerne sende en stor tak til de mange frivillige, der gør et kæmpe stykke arbejde i vores kommune.

I byrådet lægger vi stor vægt på god kvalitet i den offentlige service. Og som I nok kan høre, har vi ikke tænkt os at vente på, at Folketinget vedtager en kvalitetsreform. Vi har taget masser af initiativer for at øge kvaliteten og gøre det endnu bedre at være borger i Horsens Kommune.

Den anden ”pind” i Horsens Kommunes vision hedder som nævnt ”Horsens – et dynamisk og kreativt kraftcenter”, med det overordnede mål er at skabe optimale vilkår for bosætning, vækst og dynamik.

Og jeg skal love for, at dynamikken i vores kommune er til at øje på. Fra vinduerne på borgmesterkontoret kan jeg eksempelvis se, at arbejdet med at etablere et sundhedshus skrider fremad. Et flot initiativ, der passer rigtig godt til Horsens image: At her løfter vi i flok og kan samarbejde på kryds og tværs. Tak til initiativtagerne – og i det hele taget tak til de driftige og modige investorer og erhvervsfolk, der i høj grad er lokomotivet i investeringer og byggerier i kommunen.

Og der er store projekter undervejs. Byrådet har netop besluttet, at erhvervshavnen skal fortsætte på en del af Sydhavnen, mens den resterende del af havnen skal omdannes til bymæssige og rekreative formål efterhånden som de eksisterende lejemål ophører. I starten af det nye år bliver der udsendt materiale til en idékonkurrence for Horsens Havn for at få forslag til, hvordan de omdannede havnearealer udvikles til en aktiv og attraktiv del af Horsens by.

Der udsendes også snart materiale til et salgsudbud for slagterigrunden. Formålet med udbuddet er, at den fremtidige bebyggelse får planlægningsmæssigt og arkitektonisk høj kvalitet, og at grunden sælges til den bedst opnåelige pris.

Området skal blandt andet indeholde et nyt kulturhus - i daglig tale "Kulturstationen" – og dermed er kulturområdet i Horsens Kommune i gang med at foretage endnu et tigerspring. Vi får et flot og moderne kulturcenter med liv fra morgen til aften. På slagterigrunden vil der desuden blive mulighed for at opføre et stort butikscenter, boliger og kontorer.

Konkurrencen forventes afgjort i juni måned 2008 og byggeriet igangsat i 2009. Hele udviklingen af Horsens Midtby skal ske, så der skabes sammenhæng – et oplevelsesbånd – fra banegården til havnen, og den planlægning ser jeg frem til at debattere med borgerne.

Også i Brædstrup realiseres en plan for midtbyen de kommende år. Og der er afsat et stort millionbeløb til planerne.

I forhold til beskæftigelse og ledighed var 2007 også et rigtig godt år for Horsens Kommune. Faktisk har vi i Horsens-regionen historisk lav arbejdsløshed. Og jeg vil gerne benytte lejligheden til at kvittere for det særdeles positive samarbejde Horsens Kommune har med virksomheder og lokale repræsentanter for arbejdsmarkedets parter.

Jeg vil gerne takke virksomhederne i Horsens Kommune for indsatsen. Ikke mindst en tak til de traditionsrige og hæderkronede Horsens-virksomheder, der trods globaliseringen og store investeringer i andre lande har bevaret en stor arbejdsstyrke i Horsens. Og jeg kan kun udtrykke stor glæde over, at der er udsigt til markante virksomhedsudvidelser i Horsens-området. Hvad der konkret er på vej, må I have til gode.

For at understøtte erhvervsudviklingen har byrådet blandt andet vedtaget en ny erhvervspolitik, der er indgået en partnerskabsaftale med Horsens Erhvervsråd, og vi fik i 2007 nedsat et erhvervspolitisk kontaktudvalg.

For en 4-årig periode er der afsat én mio. kr. om året til at arbejde med øget fokus på innovation og iværksætteri – blandt andet i regi af et væksthus i Horsens, der er under etablering og som skal huse 80 iværksættere og Horsens Erhvervsråd.

Som symbol på dynamikken i Horsens vil jeg ikke undlade at nævne et andet markant projekt i kommunen, nemlig byggeriet af Forum Horsens Stadion. En ny lækker græsbane er taget i brug, nordtribunen er indviet, og der tegner sig et super-stadion, som i foråret 2009 står færdigt med plads til 10.000 publikummer til fodbold og 30.000 til koncerter.

Og heldigvis kan jeg konstatere, at det er lykkedes for Kent Nielsen og hans tropper at spille flot fodbold på en byggeplads – med en fantastisk superliga-placering til følge.

Med dette sports-indslag bevæger jeg mig nok lidt over i den sidste af de tre visionspinde, nemlig ”Horsens – oplevelser i mange farver”.

Jeg bliver for en stund i sportsverdenen for 1. januar blev et nyt samarbejde mellem Horsens Kommune og Team Danmark født. Horsens fik status af Team Danmark Elitekommune, og det indebærer blandt andet fokus på idræt og uddannelse. Team Danmark projektet er naturligvis også et signal om, at Horsens ønsker at være med i superligaen - bredt forstået! - når det gælder talentudvikling og idræt.

Og der er i høj grad noget at bygge på – i flere forskellige idrætsgrene. Håndbold-pigerne, fodbold-drengene, basket for begge køn – både mændene i HIC og kvinderne i HBC spiller pokalfinale om få dage – cykling, badminton og sejlads – bare for at nævne nogle af de idrætsgrene, hvor Horsens hører med i eliten.

I 2007 fik vi også etableret eventselskabet Horsens & Friends A/S i et fortrinligt samspil mellem erhvervsliv og kommune. I talende stund er vi tæt på at have nået målet med 15 mio. kr. i aktiekapital, heraf 5 mio. kr. bevilget af Horsens Byråd. Denne kapital skal ruste os i konkurrencen med mange andre byer, som også satser på oplevelser.

Sponsorklubben Horsens & Friends, som tidligere hed HNT & Friends har fordoblet antallet af sponsorer i de seneste måneder, så der nu står ca. 60 erhvervsvirksomheder bag kommende stor-oplevelser i Horsens. Oplevelser, som kommunens borgere kan nyde og oplevelser, som i sidste instans skal medvirke til at tiltrække nye borgere og virksomheder.

Om en måneds tid kan vi for 3. gang præsentere Dansk Melodi Grand Prix i Forum Horsens og knapt har de danske sanghåb forladt scenen, før stjernemusicalen Mama Mia i den originale London-opsætning rykker ind de sidste par uger af februar.

Derefter følger vores klassiske musikfestival Holmboe i Horsens, der sættes spot på Litteraturen med Krimimessen på fængslet i april, DM i tegning for børn på Horsens Kunstmuseum, Iron Maiden vil indtage Godsbanepladsen, bluesfestival, Middelalderfestival, børneteaterfestival osv.

Og så tror jeg på udviklingen af et oplevelsescenter, kunst- og designcenter samt hotel og konferencecenter på Horsens Statsfængsel. Så der er masser af kulturelle aktiviteter på flere fronter i støbeskeen i Horsens Kommune.

Til sidst vil jeg sige, at Byrådet lægger stor vægt på, at Horsens Kommune fortsat skal have en sund økonomi. Vi budgetterer derfor med et solidt og voksende overskud på driften, så vi til stadighed har mulighed for at finansiere nye initiativer og understøtte vækst-strategien.

På de indre linjer har vi i det forløbne år fået den øverste administrative ledelse på plads. Der er dannet en direktion for at signalere helhed i topledelsen. Den mentale sammenlægnings-proces i en organisation med 6500 ansatte er godt i gang, men endnu ikke tilendebragt. Og her skal værdierne for organisationen Horsens Kommune – Helhed, Resultat, Respekt og Kvalitet - fremme den videre proces.

Med værdierne for organisationen Horsens Kommune og med visionen for samfundet Horsens Kommune er vi efter min mening rigtig godt rustet til fremtiden – i en kommune, der skal være i den absolutte superliga.

Jeg ønsker hermed alle et godt nytår.


Indholdsansvarlig Lars Bjørn Petersen, lbpe@horsens.dk