Vis emner under Forside

Peter Sørensen
Nytårstale
Nytårskuren 2013

Velkommen til nytårskuren 2013 her på kunstmuseet. Jeg håber, I har nydt musikken leveret af elever fra Musikskolen i Horsens og den fine optræden af unge fra vores teaterskole, Komediehuset, som har leveret sin helt egen version af Horsens Pigegarde.

Velkommen til et traditionsrigt og hyggeligt arrangement, hvor vi siger farvel til 2012 og goddag til 2013.

Jeg har til denne tale allieret mig med en gruppe af eksperter fra vores kommune, som i nogle små filmklip undervejs vil angive nogle af de temaer, som jeg vil komme ind på.

Så indledningsvist skal I se et lille klip, hvor nogle af vores eksperter fortæller lidt om, hvad de synes om Horsens:



Som I kan se og høre, så er det dejligt at bo i Horsens Kommune - hvis man skal tro vores herlige børn her. Og heldigvis er der også rigtig mange udenfor kommunegrænsen, der har opdaget, at Horsens Kommune er et godt sted at flytte til for at bo og leve.

I hvert fald kan jeg konstatere, at vores vækst i antallet af borgere har været rekordstor i 2012. Kun én gang tidligere har vi oplevet en vækst i den størrelsesorden – nemlig i 2008, før krisen satte ind.

I dag er vi 84.957 borgere i Horsens Kommune – og det er 1.306 borgere flere, end vi var for nøjagtig et år siden. Det er ganske enkelt imponerende.

Væksten skyldes blandt andet et fødselstal, der siger ca. 1.030 nyfødte børn i 2012 – lidt flere end i 2011 - og det betyder også, at vi fortsat har store fødselsårgange i Horsens Kommune, selv om der på landsplan bliver født færre børn.

De mange nye babyer lagt sammen med sidste års ca. 100 tilflytterbørn i alderen 0-5 år, sætter naturligvis pres på dagtilbudsområdet. Og derfor har vi de seneste år udvidet antallet af vuggestuepladser – fra ca. 300 i 2007 til 570 i dag - og i løbet af i år kommer der yderligere 65 vuggestuepladser til.

Kigger vi på grundsalg og byggesager, kan man også konstatere, at der er tryk på.

Vi solgte sidste år 58 parcelhusgrunde, og det er særdeles flot. Specielt set i forhold til det runde nul, der står ud for salg af parcelhusgrunde i mange andre kommuner.

Det fine salgstal betyder, at vi igen - som en af ganske få kommuner herhjemme - skal udstykke nye grunde. Det kommer i 2013 til at ske i blandt andet Egebjerg, Hatting og ved Bygholm.

Også antallet af byggesager steg i 2012, og som mange af jer helt sikkert har konstateret, har der været enorm aktivitet på byggeriet af almene boliger. Mange har spurgt sig selv og sandelig også mig – om de da kan lejes ud - alle de lejligheder. Og det ser det ud til.

Umiddelbart før jul fik jeg en opgørelse fra vores boligforeninger, og situationen er den, at ca. 450 lejligheder er i drift – og at næsten ni ud af 10 lejligheder allerede er udlejet.

Det skal siges, at boligforeningerne – på godt jysk - selv vurderer, at der generelt er tale om en tilfredsstillende udlejning af de mange nye boliger.

Alt det, jeg her har nævnt, er udtryk for Horsens Kommunes kendetegn gennem flere år – nemlig masser af vækst og dynamik.

Horsens ER og SKAL være en vækstkommune – fordi det er min og byrådets opfattelse, at vækst i antallet af borgere og antallet af arbejdspladser og virksomheder er helt afgørende forudsætninger for et lokalområde i fortsat udvikling.

Det er en vigtig forudsætning for, at vi kan fastholde vores velfærd – altså fastholde den høje kvalitet i pasningen af vores børn, i vores folkeskole og i vores ældreomsorg – også i tider med økonomisk krise.

Derfor arbejder vi strategisk med vækst, og derfor har et enigt byråd vedtaget både en erhvervsstrategi og en bosætningsstrategi, som er i fuld gang med at blive implementeret.

På mange områder står Horsens Kommune i dag utrolig stærkt. Ikke fordi vi er specielt velhavende, men fordi vi ved at løfte i flok har formået at udnytte de potentialer, vi har.

Lad os lige se, hvad vores børn siger om det at løfte i flok.



Børnene mener altså blandt andet, at begrebet ”løfte i flok” er at hjælpe hinanden, og det er en meget fin definition på det, vi er gode til i Horsens Kommune.

Vi hjælper hinanden på erhvervsområdet og på uddannelsesområdet, og vi hjælper hinanden i forhold til sport, kultur og byudvikling – og på en lang række andre områder.

Det er efter min mening et fælles ansvar at videreudvikle og kæmpe for de styrkepositioner, vi har, og jeg vil kraftigt opfordre til, at vi fortsat løfter i flok og gør vores yderste for at samarbejde og udvikle på kryds og tværs til gavn for hele Horsens Kommune.

Erhvervslivet har tydeligt tilkendegivet, at kommunens brand betyder rigtig meget – og vi har et meget stærkt brand. Og med forårets værtskab for EU-formandskabet og Giro d’Italia har vi taget hul på at styrke Horsens’ rolle som international by.

Vi har også et meget stort antal internationale studerende, og her ser jeg et potentiale, som jeg er sikker på kan udnyttes til gavn for både vores virksomheder og vores studerende.

Vi har i et fint samarbejde med Horsens Erhvervsråd fået etableret nogle gode matcher mellem studerende og virksomheder. Det er min forventning, at det bliver endnu flere i år.

Helt overordnet er det min holdning at stærke virksomheder og en stærk beskæftigelse er et afgørende fundament for velfærd – både på kort og langt sigt.

Det er derfor også meget afgørende, at der skabes gode rammer for erhvervslivet, og at Horsens Kommune har en erhvervsstruktur, der giver mulighed for beskæftigelse til alle.

Alle borgere har ret og pligt til at være en del af samfundet. Alle skal bidrage og ikke mindst, alle skal have lov til at bidrage.

Det betyder, at vi arbejder målrettet på at sikre vores arbejdspladser, og det betyder, at mulighederne for at skabe nye arbejdspladser skal håndteres med fleksibilitet, hurtighed og imødekommenhed.

Et enigt byråd har slået fast, at vi skal have styrket servicekulturen overfor virksomhederne – og at der skal satses målrettet på at tiltrække nye virksomheder og investeringer til kommunen.

Til disse formål har vi etableret en ”erhvervskontakt”, som giver alle nye virksomheder én indgang til Horsens Kommune. Det skulle gerne på alle parametre gøre det lettere og mere overskueligt at etablere og drive virksomhed i vores kommune.

Vi har også taget initiativ til en investorkonference i Horsens til foråret. Der er store perspektiver i at få sat gang i udviklingen af midtbyen og havneområderne. Jeg tror på, at perspektiverne er så store, at vi også kan tiltrække nye investeringer.

Endelig har vi netop ansat en by- og havneudviklingschef, som skal fokusere sin indsats på at udvikle og tiltrække investeringer til havnen og slagterigrunden.

Efter min mening mangler vi dog stadig et helt klart svar på, hvad Horsens skal leve af i fremtiden. Vi er som mange andre danske byer – en industriby, som er i gang med en omfattende transformation.

Inden for hvilke brancher vil der ske en udvikling i beskæftigelsen de kommende år? Hvilke typer erhverv skal vi for alvor satse på i fremtiden? Hvordan udnytter vi vores unikke placering her midt i de østjyske vækstbånd? Og ikke mindst, hvordan høster vi de gevinster, der eksisterer alene gennem vores nærhed til Aarhus?

Det er bare nogle af de spørgsmål, som vi skal have undersøgt, og jeg vil derfor sætte en analyse i gang, der løbende skal levere resultater, som skal drøftes - i eksempelvis en erhvervstænketank.

Jeg er sikker på, at det nytter at satse – og vi skal turde satse. Hvis ikke vi gør noget – og handler aktivt og modigt – risikerer vi, at andre gør det. Risikerer forstået på den måde, at udviklingen og nye arbejdspladser går udenom Horsens Kommune.

Det får mig over til et emne, som har stor betydning for, om vi lykkes med vækst-strategien på erhvervsområdet, nemlig uddannelse.

Men inden jeg siger noget om uddannelse, så lad os lige høre, hvad vores eksperter siger om det emne:



Ruben siger det sådan set meget klart. ”Det er en form for skole, hvor man lærer det, som man skal lære til et job”. Utrolig præcist, for det er lige nøjagtig det, vores indsats handler om.

Det er helt afgørende, at uddannelsesniveauet i kommunen hæves. Det er af stor betydning for det enkelte menneskes mulighed for at klare sig selv og have et godt liv med stabilt fodfæste på arbejdsmarkedet. Men det er også meget afgørende for udviklingen af vores lokalsamfund.

Der arbejdes målrettet på at sikre alle børn fra fødsel til afgangsprøve den bedst mulige udvikling og uddannelse.

Det kræver også, at alle vi forældre løfter vores forældrerolle og støtter vores børn og unge i deres skolegang. Jeg ser det som en selvfølge, at alle forældre tager ansvar og udtrykker høje forventninger og ambitioner på vores børns og unges vegne.

På folkeskoleområdet har Byrådet vedtaget en strategi med fokus på at udvikle samspillet mellem folkeskolen, ungdomsuddannelserne og erhvervslivet.

Det er altafgørende, at vi uddanner unge mennesker med kompetencer, som ikke kun er brugbare i det samfund, vi ser tilbage på, men også i det samfund, som vi ser i horisonten.

Det, der bliver brug for, er kreativitet, innovation, samarbejdsevner og mod til at gå i gang med noget nyt og ukendt. Disse kompetencer skal vi fremelske og dyrke – lige fra den første dag børnene træder ind i folkeskolen.

I det hele taget kræver vores indsats et både visionært og målrettet samarbejde mellem vores uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet.

Samarbejdet foregår jo blandt andet i regi af Horsens Uddannelsesråd, og det skal resultere i et løft for vores unge - og et løft for Horsens som uddannelsesby.

Vores helt overordnede fokus kalder vi ”læring gennem hele livet”, og indsatsen gælder lige fra dagtilbuddet for de mindste til efter- og videreuddannelse af vores medborgere, som er i beskæftigelse eller som i kortere eller længere perioder er udenfor arbejdsmarkedet.

Beskæftigelses-situationen – og specielt ledigheden blandt vores unge borgere – har også min og byrådets fulde opmærksomhed.

Og også her har et meget konstruktivt samarbejde mellem kommunen, uddannelsesinstitutioner, organisationer og virksomheder kastet gode resultater af sig.

Lad mig eksempelvis nævne, at vi gennem de seneste to år her i vores område har oprettet ca. 1400 praktikpladser, så midt i en krisetid er det alligevel lykkedes i stort omfang.

Udviklingen i beskæftigelsen i kommunen viser også, at vi gennem samarbejde og fælles initiativer kan gøre en forskel. De nyeste tal for ledigheden i Horsens Kommune viser et fortsat svagt fald.
Og ledigheden falder mere end den gør på landsplan. Faktisk er den nu faldet til under landsgennemsnittet.

Det går i den rigtige retning, og det er utrolig vigtigt, at vi arbejder målrettet på at bevare og skabe nye arbejdspladser – for vi er ikke i mål endnu.

Når tingene lykkes skyldes det blandt andet nogle af de fine initiativer, der er taget. Jeg tænker her på vores jobcoach-indsats, vores straksaktivering af alle arbejdsmarkedsparate og ikke mindst etableringen af et jobberedskab i et samarbejde mellem vores jobcenter, LO-a-kasserne, uddannelsesinstitutionerne og understøttet af Dansk Industri og Horsens Erhvervsråd.

I det hele taget kan jeg nævne mange indsatser, der virker - fordi vi samarbejder. En af de store succes’er er Horsens forvandling fra grå og trist fængselsby til dynamisk og livlig oplevelsesby.

Forvandlingen har gennem de seneste år været genstand for stor bevågenhed i og udenfor Horsens Kommune, og derfor er der nu lavet en bog, der hedder "Horsens - fra fængselsby til oplevelsesby".

Den er et forsøg på at få beskrevet den nyere Horsens-historie, mens historien endnu er i frisk erindring hos de mange, der har ydet en indsats for forvandlingen. En bog, som I alle vil få udleveret, når I går herfra i dag.

Nyeste farve på paletten af oplevelser i vores kommune er åbningen af kulturinstitutionen FÆNGSLET. Lad os lige høre, hvad børnene siger om FÆNGSLET:



Jo, Rasmus Seebach har optrådt der – og har sammen med store koncertnavne som Metallica og Tom Petty trukket masser af mennesker op til vores nye attraktion.

Vel at mærke en attraktion, som først og fremmest indeholder et helt unikt fængselsmuseum, og som har fået en helt forrygende start.

Museet har i øvrigt også netop har fået 11 mio. kr. fra Arbejdsmarkedets Feriefond og 1,2 mio. kr. fra Insero.

Penge, der skal bruges til at give museumsgæsten helt nye oplevelser. Og penge der er netop er bevilget, fordi der er enorme perspektiver i udviklingen af FÆNGSLET.

Da jeg officielt åbnede kulturinstitutionen FÆNGSLET sidste år var det - som jeg ser det - en begivenhed på højde med den berømte Bob Dylan-koncert på Horsens Ny Teater i år 2000. Den koncert var starten på noget stort - det er åbningen af FÆNGSLET også.

FÆNGSLET har tegnet Horsens i fortiden og kommer til at tegne Horsens i fremtiden, og det vil helt sikkert medvirke til at fastholde og styrke Horsens’ stærke position i danskernes bevidsthed.

Vi skal have høje ambitioner for vores nye attraktion, som kan udvikle sig til Europas svar på Alcatraz, og som vil være med til at brande Horsens som kultur- og oplevelsesby i mange år frem.

Og så skal det lige nævnes, at Horsens og FÆNGSLET er centrum i årets udgave af Danmarksindsamlingen – et kæmpe tv-show den 8. februar, som DR hvert år arrangerer i samarbejde med 12 af de største indsamlingsorganisationer i Danmark.

Åbningen af FÆNGSLET understøtter også en ambition om, at Horsens er stedet, hvis man vil holde møder og konferencer, der fungerer – samtidig med, at vi kan byde på specialoplevelser.

Den foreløbige kulmination på Horsens som en international og attraktiv møde- og konferenceby var i foråret sidste år, da vi var værtsby for det danske EU-formandskab

Værtskabet blev løftet til topkarakterer af alle involverede – først og fremmest Hotel Opus, Forum Horsens og AC Horsens – og vi har fået fantastiske evalueringer - alle har været særdeles positive.

Vi fik også på flotteste vis arrangeret og afviklet 3. etape af Giro d’Italia – med masser af national og international bevågenhed – og så skal det lige nævnes, at vi fik vores fodboldhold i en pokalfinale.

Tusindvis af gule fans drog til hovedstaden og fik en fantastisk fest. Tak til AC Horsens for den oplevelse – og måske er der mere på vej. Vi kan i hvert fald håbe. Jeg tager gerne en tur med fanbussen igen.

Og nu til noget helt andet – lad os lige komme forbi vores eksperter igen – de skal sige lidt om, hvad en borgmester er for en størrelse.



Det vil jeg nu ikke ubetinget give vores små borgere helt ret i. Jeg mener faktisk, vi er mange, der bestemmer. Vi har i Horsens Byråd et rigtig godt samarbejde, og der er bred opbakning bag langt de fleste at de beslutninger, der træffes.

Jeg vil understrege, at denne konsensus er vigtig. Og jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at takke byrådet for 2012 – og for det gode og positive samarbejde.

Byrådet i Horsens har gennem en årrække løbende indarbejdet effektiviseringer, så der er stabilitet omkring kommunens økonomi. Derved har vi undgået at stå ”med ryggen mod muren” – undgået de store sparerunder med kort varsel.

Nu har vi så taget hul på 2013, og budgettet er i et vist omfang præget af den økonomiske krise og de snævre rammer, der er for de offentlige udgifter i disse år.

Ikke desto mindre kan jeg med glæde konstatere, at vi på nogle af vores kerneområder forbedrer service og kvalitet.

Men helt grundlæggende kan vi lige så godt vænne os til det. Vi får ikke flere penge til velfærd – snarere tvært imod - og derfor er det vigtigt, at vi holder styr på udgifterne og lever efter mottoet: ”Mere for mindre” – altså mere velfærd og service, men for uændrede eller færre ressourcer”.

2012 var et år fyldt med paradokser – på den ene side var det et år med nogle meget store begivenheder, arrangementer og events, som fyldte os alle med stolthed, glæde og begejstring – og på den anden side et år, hvor vi også oplevede stor sorg efter borgmester Jan Trøjborgs tragiske bortgang.

Jan Trøjborg elskede sin kommune og sin by, og han arbejdede utrætteligt for kommunens bedste. Det var også Jan Trøjborg, der stod forrest, da Horsens fik muligheden for at præsentere en af verdens største idrætsbegivenheder, Giro d’Italia.

Den 6. maj - dagen før det, der skulle have været den helt store cykelfest-dag, ramte tragedien. Og festdagen blev forvandlet til en sorgens dag.

Personligt gennemlevede jeg en meget vanskelig tid, der også har vendt op og ned på mit liv, men jeg oplevede, at rigtig mange af os – og også hele byrådet – rykkede sammen og på bedste vis forsøgte at hjælpe hinanden gennem en meget svær tid.

Nogle af os var tæt på Jan Trøjborg, andre på lidt længere afstand – men vi mistede alle en dybt respekteret og utrolig dygtig borgmester. En stor tak skal der lyde til byrådets medlemmer for sammenholdet og for viljen til i fællesskab at komme videre efter tabet af Jan.

Jeg vil gerne understrege, at jeg er utrolig stolt over at være borgmester. Jeg er stolt over vores kommune, hvor man tør satse og hvor man tillader sig at have store ambitioner.

Vi tør sætte overliggeren højt, og det er min ambition, at vi skal hæve den yderligere. Jeg tror på, at alt kan lade sig gøre i Horsens – bare vi gør det sammen.

Og her tænker jeg også på alle de frivillige, der yder en meget stor indsats. Samfundet Horsens Kommune er begunstiget af, at rigtig mange borgere har lyst til bidrage med frivillige kræfter. De gør et fantastisk stykke arbejde – og de gør en forskel. Tak for det.

Til sidst skal vi lige have et godt råd til borgmesteren:



Ja, børnene vil gerne have i-pads og ny teknologi og ikke mindst mere slik. Det er ikke slik, jeg nu vil byde jer alle på. Derimod lidt mad og drikke, som I kan nyde, mens I forhåbentlig får en hyggelig stund blandt en masse gode mennesker.

Hvis I vil lytte til vores toastmaster om et øjeblik, så vil hun orientere lidt om det praktiske. Men inden hun gør det, vil jeg gerne ønske jer og jeres familier et rigtig godt nytår. SKÅL!





 
Indholdsansvarlig Lars Bjørn Petersen, lbpe@horsens.dk