Vis emner under Forside
07. marts 2017

Skal der være vandråd og skal din forening være med?

Ifølge aftale om en Fødevare- og landbrugspakke indgået mellem den daværende regering (Venstre), Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative i december 2015, skal der ske en kvalificering af afgrænsning og udpegning af de vandløb, der indgår i vandområdeplanerne 2015-2021.

Med ændring af lov om vandplanlægning, der trådte i kraft den 28. december 2016, fremgår det, at miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, hvilke opgaver kommunalbestyrelserne i et hovedvandopland skal varetage. Den tilhørende ”bekendtgørelse om vandråd, vandråds samarbejde med kommunalbestyrelser og samarbejde mellem kommunalbestyrelser i et hovedvandopland om afgrænsning af vandløb og udpegning af kunstige og stærkt modificerede vandløb”, udmønter denne bemyndigelse. Her er det fastsat, at kommunerne i et hovedvandopland konkret skal løse følgende obligatoriske opgaver:

1. Vurdere om de vandløbsforekomster, der indgår i Miljø- og Fødevareministeriets forslag til ny afgrænsning af vandløb i vandområdeplanerne lever op til de opdaterede faglige kriterier for afgrænsning af vandløbsforekomster, som ministeriet har fastsat.
2. Udvælge vandløbsforekomster, der kan analyseres med henblik på at vurdere, om de opfylder betingelserne for at kunne udpeges som kunstige eller stærkt modificerede.

Miljø- og fødevareministeren har desuden besluttet, at kommunalbestyrelserne som en frivillig opgave kan få mulighed for at kommentere på, om der er vandløbsindsatser, der er videreført fra første vandplanperiode til anden planperiode, som det økonomisk eller miljømæssigt ikke vil være hensigtsmæssigt at gennemføre.

Efter lov om vandplanlægning samt den tilhørende bekendtgørelse om vandrådsarbejdet skal kommunerne nedsætte vandrådene. Initiativet skal dog komme fra de organisationer og foreninger, der efter loven kan være medlem heraf.
På den baggrund, og efter aftale med miljø- og fødevareministeren, opfordres landsdækkende erhvervsorganisationer, landsdækkende grønne organisationer samt lokale foreninger, der arbejder med beskyttelse og benyttelse af vand, til inden den 3. april 2017 at anmode kommunalbestyrelsen om at oprette et vandråd. Med anmodningen indsendes en indstilling af medlemmer til vandrådet.

Med bekendtgørelse om vandrådsarbejdet skal kommunalbestyrelserne inden for de enkelte hovedvandoplande efter den udmeldte frist beslutte, at der skal oprettes et vandråd, hvis der er anmodet herom. Den kommunalbestyrelse, der skal varetage sekretariatsbetjeningen af det enkelte vandråd, vil herefter i samråd med de øvrige kommunalbestyrelser inden for hovedvandoplandet træffe afgørelse om, hvilke af de indstillede medlemmer der kan være medlem af vandrådet. Vandrådets nedsættelse og medlemmer vil efterfølgende blive annonceret på kommunens hjemmeside.

Anmodning om oprettelse af vandråd og indstilling af medlemmer og suppleanter kan, for hovedvandopland 1.5 Randers Fjord, ske til Viborg kommune på mail naturogvand@viborg.dk.
For hovedvandopland 1.9 Horsens Fjord skal henvendelsen ske til Hedensted Kommune på mail Naturogmiljo@Hedensted.dk

Hovedvandoplandene kan ses på Miljø- og fødevareministeriets miljøgis, som du finder her: http://miljoegis.mim.dk/cbkort?profile=vandrammedirektiv2-2016

Kommunerne vil sørge for den fornødne vejledning af vandrådene i forbindelse med arbejdet med kvalificering af afgrænsning og udpegning af vandløb i vandområdeplaner 2015-2021.

Vælg periode for nyheder
« 2016
seneste 2017
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori