Vis emner under Forside
Robotten BEAM-MAX triller hjemmevant rundt på gangene i Horsens Kommunes Kommunikations og Teknologicenter. Her er det IT-specialist Arman Asovic, der afprøver robotten. (Foto: Per Algreen/Horsens Kommune)
01. september 2017

Fagre ny verden afsløres på messen Alder Bedst i Horsens.

Af Vibeke Juul

Robotterne skyller ind over os, og vi er nødt til at tage dem ind, for der bliver flere og flere af dem. Men vi skal bruge robotterne på den fede måde og være helt skarpe på, hvad de skal lave og nok så vigtigt: hvad de ikke skal lave.

Sådan siger Malene Storgaard Jensen, udviklingskonsulent i Horsens Kommune.

Robotternes indtog er et af emnerne på Horsens Kommunes messe Alder Bedst i Horsens.

Messen holdes mandag den 25. september i Forum Horsens i forbindelse med Frivillig Festival-ugen.

Her vil kommunen blandt andet præsentere publikum for det nyeste nye i Horsens Kommune inden for velfærdsteknologi: robotten BEAM-MAX – der gør det muligt for eksempelvis skoleelever, der af en eller anden grund er fraværende, at være tilstede i klassen via en skærm. Robotten styres med en computer eller telefon.

Ifølge Malene Storgaard Jensen er det vigtigt, at robotterne understøtter os i at leve det bedst mulige liv, men at vi bruger dem med omtanke. Brug af robotter og teknologi er ikke et mål i sig selv men et middel til at nå nogle af vores mål.

Vi skal bruge robotterne og andre velfærdsteknologiske løsninger i de situationer, hvor der er tale om rutineprægede og regelmæssige opgaver. Eller sagt på en anden måde: når der opstår et behov, og vi kan se meningen med teknologien. For eksempel kan en badestol være med til at forbedre tilværelsen for Fru Jensen.

Malene Storgaard Jensen understreger, at kommunen skal lære at bruge de nye muligheder bedst muligt og sørge for, at frontmedarbejdere er klædt på til at håndtere de velfærdsteknologiske løsninger.

Langt de fleste borgere, som vi er i kontakt med, er åbne over for at afprøve og bruge nye ting. Så derfor skal vi ikke være så bange for at springe ud i det nye.

Fakta

Udviklingskonsulent Malene Storgaard Jensen og IT-specialist Arman Asovic, Horsens Kommune, holder oplæg om ”Robotterne kommer” på messen Alder Bedst i Horsens

* Messen foregår mandag den 25. september i Forum Horsens i forbindelse med Horsens Kommunes Frivillig Festival-uge

* Billetter kan købes på horsens.dk/alderbedst eller i Rådhusets Information i almindelig åbningstid i september måned


Vælg periode for nyheder
« 2016
seneste 2017
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori