Ungerådet er en vigtig pendant til Kommunen, fordi unge bidrager med noget andet, end de garvede politikere, mener Kai Ilisoff (tv) og Anders Starup (th).
11. september 2017

Ungerådet Horsens søger nye medlemmer, der har lyst til at gøre en forskel og få erfaring inden for kampagne- og eventkoordinering.  

- Jeg synes, det er fedt, at vi rent faktisk gør en forskel for unge her i Horsens Kommune, svarer 18-årige Anders Starup, når man spørger ham, hvorfor han er med i Ungerådet Horsens.

Til hverdag læser han til industritekniker på Learnmark og drømmer om en fremtid som maskinmester. Mellem skole, venner og fritidsinteresser prioriterer han hver måned tid til at deltage aktivt i Ungerådets arbejde.

- Vi vil gerne have en masse ting til at ske i Horsens’ ungdomsmiljø, og det kræver, at vi lægger noget arbejde i det, fortæller Anders Starup og tilføjer: Men vi gør det jo, fordi det er sjovt.

Ungerådet giver væsentlig erfaring
17-årige Kai Iliasoff læser på HF, og er medlem af Ungerådet. Han er ikke i tvivl om, at hans CV står skarpere efter et år som medlem.

- Jeg lærer virkelig meget om, hvordan samfundet er skruet sammen, og hvordan vi får ting til at ske. Vi griber bolden og tager kontakt til virksomheder, som vi kan samarbejde med. Det er et fedt ansvar at sidde med, siger han.

I øjeblikket arbejder Ungerådet på kreative tilgange til en valgkampagne, der skal få unge til at stemme til det kommende kommunalvalg.

Alle unge kræfter kan bidrage
Medlemmerne i ungerådet er vidt forskellige og bidrager hver især med deres kompetencer. Nogle er dygtige til eventkoordinering, mens andre tager deres erfaring fra elevråd med til møderne. Det vigtigste er gå-på-modet, understreger Anders Starup.

- Du skal være klar til at give noget af din tid og bidrage aktivt. Vi bakker hinanden op, men vi skal også kunne komme med konstruktiv kritik, pointerer han.

Kai Iliasoff er enig:

- Det er lige meget, hvad du laver til daglig, men du skal have viljen til at bidrage, siger han og afslutter: Og så glæder vi os helt vildt til at lære vores nye medlemmer at kende.

Fakta

Er du mellem 15 og 29 år og har en tilknytning til Horsens Kommune, kan du stille op til Ungerådet indtil den 15. september 2017.  Det gør du ved at skrive lidt om dig selv til ungeraad@horsens.dk. Studerer du på en uddannelse i Horsens Kommune kan du blive medlem ved at kontakte dit elevråd eller De Studerendes Råd.

 




Horsens Kommunes byvåben
Horsens Kommune • Rådhustorvet 4
8700 Horsens • Tlf. 7629 2929
CVR-nummer 29189889
horsens.kommune@horsens.dk