Vis emner under Forside
Efter to år med borgerinddragelse og en intens sommer, hvor landets førende arkitektvirksomheder har arbejdet hårdt, er det nu tid til at afsløre, hvordan Søndergade, Jessensgade og Torvet kommer til at se ud.
13. oktober 2017

Input fra over 500 borgere, virksomheder, foreninger m.fl.

Efter to år med borgerinddragelse og en intens sommer, hvor landets førende arkitektvirksomheder har arbejdet hårdt på at udtænke fremtidens gågade, er det nu tid til at afsløre, hvordan Søndergade, Jessensgade og Torvet kommer til at se ud anno 2019.

Afsløringen af vinderforslaget finder sted den 30. oktober kl. 11 i foredragssalen på Horsens Rådhus. Her vil den officielle kåring finde sted, og det vindende forslag vil blive fremvist ved siden af de øvrige fire, der var med i opløbet.

Til arrangementet vil der være taler fra borgmesteren og en kort gennemgang af forslagene fra de fagdommere, der har deltaget i udvælgelsesprocessen. Der vil desuden blive serveret en let forfriskning.

Kåringen er et resultat af en langstrakt proces, der startede med udarbejdelsen af Midtbystrategien. Her blev der i perioden 2015-2017 afholdt en lang række interview, workshops, udstillinger, online-debatter og møder om midtbyens fremtid. Søndergade var et bærende tema.

I alt har over 500 borgere, virksomheder, bygningsejere, interessegrupper, foreninger og ganske almindelige borgere givet deres indspil til, hvordan fremtidens gågade skal se ud. Disse input indgik i et program for omdannelsen, som blev fulgt af den såkaldte Midtbygruppe bestående af butiksdrivende, beboere, bygningsejere og brugere af gågaden. Programmet blev overdraget til fem udvalgte arkitektteams før sommerferien.

Hen over sommeren har de fem teams arbejdet intenst på at tegne, hvordan Søndergade, Jessensgade og Torvet skal se ud. Fokus har været på at skabe en ’væregade’, der inspirerer til ophold, hygge, samvær og gode oplevelser. I processen har arkitekterne fået en grundig introduktion til byens historie og til Horsens’ DNA.

Det har været rigtig vigtigt for alle politikere og fagfolk i dommerkomiteen at arkitekterne har kendt til og respekteret byens historie, kendetegn og helt unikke DNA. Fremtidens Søndergade skal passe til Horsens og til horsensianerne – både nu, om ti og om tredive år, siger borgmester, Peter Sørensen.

De fem forslag blev overleveret til dommerkomitéen i august. Siden da er de blevet kvalitetssikret i forhold til bl.a. kvalitet, økonomi og tidsplan, og så har dommerkomiteen ellers arbejdet hårdt på at vurdere de fem bud.

 - Jeg er rigtig stolt af, at vi nu kan afsløre fremtidens gågade her i Horsens. Rigtig mange har ønsket, at gågaden skulle have et løft, og det får vi nu realiseret. Det har været en rigtig spændende proces – og vi er i dommerkomiteen helt enige om, hvilket forslag, vi vil arbejde videre med. Det glæder vi os til at vise borgerne, siger Peter Sørensen.

Det valgte forslag skal i løbet af november bearbejdes ud fra nogle konkrete ændringsforslag, som dommerkomiteen har ønsket. Dette arbejde sker i tæt samarbejde mellem det vindende arkitektteam og Horsens Kommunes planafdeling.

For at tilmelde sig arrangementet, skal man skrive til teknikogmiljo@horsens.dk senest den 23. oktober.

 


Vælg periode for nyheder
« 2016
seneste 2017
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori