Vis emner under Forside
Laurids Volhøjs far, bedstefar og oldefar er alle uddannet landmænd, og selv kunne Laurids måske også godt tænke sig den uddannelse. Foreløbig synes han, det er spændende at høre om alle mulige fag og deres historie på Industrimuseet.
29. marts 2017

Elevers møde med fortidens fabriksarbejdere skal ruste dem til fremtidens arbejdsmarked.

Af Vibeke Juul
Foto: Per Algreen

I år 1900 var vilkårene for en fabriksarbejder en arbejdsuge på 60 timer, nul ferie og en timeløn på 39 øre. I dag kan forholdene på arbejdsmarkedet synes langt mere luksuriøse.

Den eksplosive udvikling, der er sket i årenes løb, får en 5. klasse på Stensballeskolen helt ind under huden, når de tirsdag den 4. april 2017 besøger Industrimuseet.


Cecilie Kragh-Hansen overvejer at blive advokat, for det er hendes nabo, og han bor i et stort hus.

Besøget er led i læringsforløbet Samspil, der skal ruste Horsens Kommunes folkeskoleelever til at tage en ungdomsuddannelse. Det betyder, at alle elever fra 0.-9. klasse i hele deres skoletid og på forskellige måder arbejder med job og uddannelse.

Forud for besøget på Industrimuseet beskæftiger eleverne sig med emnet uddannelse og job – herunder hvordan maskinerne har udviklet sig i takt med arbejdsmarkedet.

På Industrimuseet får de hands on på den virkelige verden, når de skal løse opgaver, der tager afsæt i forskellige fag fra tiden omkring år 1900, 1950 og op til i dag, og de kommer ind på, hvad man fremadrettet kan bruge den viden til i et højteknologisk samfund.

Nogle vil måske stille spørgsmålstegn ved, om nutidens unge behøver at vide, hvordan arbejdsmarkedet så ud for så længe siden, eftersom det nu ser fuldstændig anderledes ud. Men målet med Samspil er at skærpe elevernes evner til at kunne navigere trygt og sikkert rundt på fremtidens job- og uddannelsesmarked, og her er en historisk bevidsthed vigtig for forståelsen af arbejdsmarkedets foranderlighed, siger skolechef Flemming Skaarup.


- Besøget på Industrimuseet vil forhåbentlig også sætte gang i spændende diskussioner. For eksempel om de konsekvenser det vil få for arbejdsmarkedet, når robotterne sættes fri, siger Kristian Næstved, der er lærer på Stensballeskolen. Her ses han med Malene Trads fra Industrimuseet.

Horsens Kommune har skemalagt, at samtlige 800 elever i 5. klasse hvert år besøger Industrimuseet i forbindelse med Samspil.

Fakta

Skolerne i Horsens Kommune

  • alle elever deltager i 25 timers undervisning i Samspil pr. år fra 0.-9. klasse
  • 6., 7. og 9. årgang deltager i virksomhedsbesøg
  • 5. årgang deltager i besøg på Industrimuseet
  • Alle lærere deltager i forbesøg inden klassens virksomhedsbesøg/museumsbesøg

  • Samspil

  • skal bidrage til, at 95 % af alle unge i Horsens Kommune gennemfører en ungdomsuddannelse
  • skal styrke elevernes motivation for læring
  • øge tilgangen og mindske frafaldet fra ungdomsuddannelserne – særligt erhvervsuddannelserne
  • er søsat af HORSENS ALLIANCEN og UDDANNELSESALLIANCEN
  • sker i tæt samarbejde mellem det lokale erhvervsliv, ungdomsuddannelserne, Industrimuseet og Horsens Kommune
  • giver mulighed for, at erhvervslivet kan komme i kontakt med potentielle kommende medarbejdere

Vælg periode for nyheder
« 2016
seneste 2017
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori