Vis emner under Forside
- Søen rummer masser af muligheder, siger Peter Pørtner Voldby, der glæder sig over de mange forbedringer, der er på tegnebrættet, blandt andet en ny stor badebro.
07. marts 2017

Den idylliske Ring Sø ved Brædstrup genoplives med ny badebro, borde og bænke.

Af Vibeke Juul
Foto: Per Algreen

En picnic for hele familien eller en date med kæresten. Mulighederne for at udnytte den idylliske Ring Sø lidt uden for Brædstrup er mange, og med diverse forbedringer på tegnebrættet bliver der endnu flere.

Hidtil har den 200.000 kvadratmeter store sø levet et lidt undseeligt liv med en lille badebro og omgivelser, der ikke lige inviterede til at slå sig ned i.

Men med Horsens Byråds fokus på at udvikle og styrke fællesskabet i de små og større byer, er forbedringen af søen – i lighed med andre projekter i Brædstrup – blevet aktuel.

Som det første spæde tegn på en ny begyndelse har Ring Sø allerede fået sit eget lille toilethus, og Horsens kommune går i foråret i gang med at udskifte den nuværende badebro med en 42 meter lang og U-formet en af slagsen.

Omgivelserne bliver også gjort mere brugervenlige med en bredere strand, holdte græsarealer og opstilling af borde og bænke.


Forbedringerne ved Ring Sø er led i Horsens Byråds ønske om at styrke de rekreative tilbud i naturområderne omkring Brædstrup.

Peter Pørtner Voldby, der er født i Brædstrup, kan huske, da han som dreng tog ned til søen for at bade. I dag er han involveret i områdets udvikling og har i den forbindelse været en af dem, der har slået til lyd for, at naturperlen Ring Sø blev gjort mere brugervenlig.

Sammen med andre af byens kræfter – blandt andet Borgerforeningen og Brædstrup Handel og Erhverv – arbejder han desuden på at få et Lokalråd op at stå, som kan være områdets stemme i forhold til kommunen.

Vi har ikke været så gode til at få Brædstrup på landkortet, men med et brush up af omgivelserne omkring Ring Sø får vi en helt enestående appelsin i turbanen, som vi skal forstå at udnytte. Søen skal først og fremmest være et sted, hvor børnefamilier kan komme og hygge sig, og hvor unge mennesker kan slå sig ned med en pizza. Men turistmæssigt ser vi da også muligheder i, at områdets hoteller og kroer kan henvise deres gæster til en badedag ved søen. På den måde kan én positiv ting føre til den næste, mener Peter Pørtner Voldby og tilføjer, at byens borgere allerede er godt i gang med markedsføringen på facebooksiden Brædstrup i udvikling.

Også Ole Pilgaard Andersen (DF), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Horsens Kommune glæder sig over solstrålehistorien, som han kalder dét arbejde, der siden 1980’erne er gjort for at gøre Ring Sø ren og attraktiv:

Vi har fået omdannet en ubrugelig sø til en ren perle, der kan bruges af både lokale og turister. Det er virkelig positivt.

Fakta

Forbedring af Ring Sø:

  • Der ryddes siv og laves en 25 meter bred sandstrand
  • Areal med toilethus planeres, og der sås græs
  • Der opstilles borde og bænke
  • Flere affaldsstativer
  • Bedre skiltning

Vælg periode for nyheder
« 2016
seneste 2017
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori