Vis emner under Forside
Vibeke Johansen fra Horsens Bibliotek fik Blixenprisen 2017 for sit store engagement i Krimimessen Horsens.
23. maj 2017

Vibeke Johansen fra Horsens Bibliotek løb med prisen for sit store engagement i Krimimessen Horsens.

Vibeke Johansen – bibliotekar på Horsens Bibliotek og drivkraften bag Krimimessen Horsens - vandt Blixenprisen 2017 for ”Årets indsats for litteraturformidling.”

Prisoverrækkelsen fandt sted i Den Sorte Diamant i København.

Krimimor, kaldte formanden for juryen Lise Vandborg hende i sin tale ved prisuddelingen:

Som krimimor kan Vibeke Johansen om nogen tage æren for at opbygge krimimessens helt særlige stemning af hygge og nærvær. Både danske og udenlandske forfattere kommer tættere på deres læsere, end de gør på andre messer. Vibeke Johansen viser, at vi løfter bedst i flok og i fællesskab, og at nærvær smitter. Hun gør det bare, og det er jo også sådan, man opdrager bedst: ved at vise vejen og ikke blot tale om den, sagde Lise Vandborg.

I sin takketale kom prismodtageren også selv ind på vigtigheden af at løfte i flok:

Ingen krimimesse uden et fællesskab og dét at løfte i flok både som by og bibliotek er altafgørende for, at krimimessen kan leve, sagde Vibeke Johansen i sin takketale og tilføjede betydningen af det kæmpestore netværk – ikke mindst forfatterne – som skal være tilstede for at få en krimimesse op at stå.

Blixenprisen, som Dansk Forfatterforening, Danske skønlitterære Forfattere, Danmarks Biblioteksforening, Bibliotekarforbundet og Litteratursiden står bag, var på 30.000 kr.


Vælg periode for nyheder
« 2016
seneste 2017
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori