Vis emner under Forside
Som tidligere kirketjener ved Hansted Kirke er 77-årige Hans Thomsen en garvet korsanger. I dag er han glad for at kunne synge med i Bakkekoret.
13. juni 2017

30 sangere fra Bakkekoret i Egebjerg synger for, når Horsensegnens Kulturfestival 2017 åbner for fem dage med musik og foredrag.

Af Vibeke Juul
Foto: Per Algreen

Når Horsensegnens Kulturfestival 2017 løber af stablen for tredje gang i dagene fra den 19.-23. juni, er det lokale kræfter - Bakkekoret i Egebjerg – der synger for.

Korets 30 medlemmer leverer blandt andet festivalsangen ”Erindring”, som er komponeret specielt til anledningen af korets dirigent Kenny Jensen og Hanne Nørtoft Rasmussen.

Herefter følger en række sange af Kai Normann Andersen ledsaget af solist Hanne Hohwü Houmøller og et 6-mand stort jazzband.

Hver mandag eftermiddag mødes koret i Egebakkens kantine, og den senere tid har medlemmerne haft ekstra travlt med at øve sange til festivalen.

77-årige Hans Thomsen har som pensioneret kirketjener ved Hansted Kirke sunget i 35 år. Nu er han glad for at kunne holde sangen vedlige i koret:

- Jeg var med fra starten, hvor vi var en 10-12 stykker. I dag er vi et stort kor med en masse kvinder og otte mænd, siger Hans Thomsen og tilføjer, at der ikke stilles særlige krav for at komme ind i koret. Man skal bare være glad for at synge.


Korets kvindelige medlemmer har ens tørklæder på. Her er det Lis Stouby.

Efter åbningen følger fem dage med masser af musik og foredrag.

Festivalens mange aktiviteter foregår traditionen tro på kommunens fem aktivitetscentre: Egebakken i Egebjerg, Søndergården i Brædstrup, Tamdrup Centret i Lund, Birkebo i Østbirk og Hatting Centret.

Udover Bakkekoret medvirker musikeren Erik Grip, troubadouren Thomas Kjellerup, jazzorkestret Errbo & Svarrer m.fl.

Det er stadig muligt at købe billetter til arrangementer på aktivitetscentrene undtagen på Søndergården i Brædstrup.

Fakta

  • Formålet med festivalen er at fremme netværk og trivsel for de 60+-årige, tiltrække nye frivillige og udbrede kendskabet til kommunale og foreningsbaserede tilbud i området
  • Festivalen støttes af VELUX FONDEN, Brædstrup Humanitær Forening, Familien Hede Nielsen Fond, Horsens Sund By og Brædstrup Kultursamvirke

 


Vælg periode for nyheder
« 2016
seneste 2017
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori