Vis emner under Forside
Nu kan borgerne i Horsens Kommune få hentet asbestholdigt affald gratis.
16. juni 2017

Nyt gratis tilbud skal gøre det nemmere for folk at komme af med farligt asbest.

Jo flere gange borgeren skal håndtere en asbestholdig tagplade, desto større er risikoen for, at den knækker og frigiver sundhedsskadeligt asbeststøv.

For at minimere risikoen for asbeststøv tilbyder Horsens Kommune nu gratis en gang om ugen at hente asbestaffald hjemme på borgernes bopæl.

Henteordningen gælder kun husholdninger – ikke virksomheder.

Baggrunden for initiativet er, at mængden af asbestholdigt affald er steget støt de senere år. I øjeblikket modtager Genbrugspladsen 1700 tons om året – typisk eternitplader.

 I forbindelse med aflevering af tagplader ser vi desværre for ofte, at eternitpladerne knækker, hvilket kan være skadeligt både for borgerne og medarbejderne. Med en henteordning spares håndteringen på genbrugspladsen, da affaldet køres direkte fra borgeren til slutbehandlingen på Horsens Deponeringsanlæg, fortæller Jette Jørgensen, Affald og Trafik.

Der hentes maksimalt 6 ton pr. adresse og ikke mindre end 200 kg pr. gang. Som en rettesnor vejer en asbest tagplade ca. 20 kg pr. kvadratmeter.

Borgerne bestiller selv afhentning på www.horsens.dk/asbest.

En forudsætning for at få hentet asbestaffaldet er, at det er forsvarligt pakket ind og klargjort til at blive hentet med kranbil. Kravene fremgår af hjemmesiden og omfatter blandt andet, at borgeren selv skal anskaffe bigbags, som asbestaffaldet lægges i eller paller, som tagpladerne kan stables på, inden de pakkes ind.

På genbrugspladserne kan man fra 3. juli 2017 kun aflevere op til 200 kg asbestholdigt affald om dagen, og alt asbestholdigt affald skal være indpakket støvtæt og mærket med ”ASBEST.” Der opstilles nye bigbags/containere på såvel Horsens, Brædstrup og Vedslet genbrugspladser.

Større mængder asbestholdigt affald skal fortsat køres direkte til Horsens Deponeringsanlæg. Som noget nyt kan håndværkere og andre med mindre biler uden kran mod betaling få hjælp til aflæsning af hele paller eller bigbags med asbest på Horsens Kommunes Mellemdepot.

Læs mere på www.horsens.dk


Vælg periode for nyheder
« 2016
seneste 2017
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori