Vis emner under Forside
Komediehuset optrådte også på festivalen i 2016. Her genopfører de en middelalderlig begravelse. Foto: Hanne Nielsen
30. juni 2017

På årets Europæiske Middelalder Festival kan du opleve et dramatisk teaterstykke om reformationen skrevet specielt til festivalen af den prisvindende dramatiker Jokum Rohde.

En fortælling der er enkel og robust, i teatrets rå og primitive form, om noget så udfordrende som religion, revolution og reformation. Sådan beskriver Jokum Rohde den teaterforestilling som han har skrevet til årets Europæiske Middelalder Festival den 25.-26. august. Anledningen til forestillingen er temaet for årets festival: Reformationen i Kød og Blod. I 2017 fejres 500 året for reformationen med særlige arrangementer i hele Danmark.

Det er lokale kræfter fra bl.a. Komediehuset og Produktionsskolen i Horsens, der skal hjælpe med at gøre forestillingen til virkelighed. Thomas Nielsen og Sabrina Koch fra Komediehuset står for at instruere forestillingen ligesom de medbringer skuespillere fra samme sted. Produktionsskolens undervisere og elever står for at bygge scenografien, som er designet af de Reumertvindende scenografer Torden og Lynild.

Projektleder Hassel Louise Löfstedt har sikret 550.000 kr. fra fonde for at kunne gøre forestillingen til virkelighed. Projektet har bl.a. modtaget støtte fra steder som Augustinusfonden, Aarhus 2017, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Folketingets Pulje og Insero Horsens.

En udfordring – selv for en erfaren manuskriptforfatter

Reformationen er et svært tema at indfange i en folkelig teaterforestilling, og det har derfor også været en udfordring, selv for den erfarne Jokum Rohde, at skrive stykket. Han fortæller dog, at han har forsøgt at skære ind til benet omkring, hvad reformationen handler om. Med forestillingen går han bag de mange teologiske og filosofiske slør, som gør reformationen så svær at forklare og forstå.

- Vi kan ikke forstå Reformationen uden at forstå kristendommen. Vi kan ikke forstå kristendommen uden at forstå de enkle glansbillede-lignende drømme, der ligger til grund for troen, nemlig forestillingen om døden og Paradis, om Gud og Djævelen. Jeg håber, med så enkle virkemidler som muligt, at kunne tage publikum med på en rejse ind i denne smukke og sørgelige forestillingsverden, forklarer Jokum Rohde.

 

middelalder

En tidlig skitse giver en fornemmelse for opbygningen af scenerne og de bærende karakterer i forestillingen. Skitse og tegninger: Torden og Lynild

Ikke et helt almindeligt teaterstykke
Reformationen i kød og blod – Blade fra Luthers bog kommer ikke til at blive opført som et helt almindeligt teaterstykke. Jokum Rohde har, i samarbejde med de reumertvindende scenografer Torden og Lynild, forsøgt at genopfinde en af middelalderens sceneformer, en såkaldt simultanscene. Publikum kommer til at stå i midten med flere scener rundt om sig og vender sig med rundt, når den døde Martin Luther vandrer fra scene til scene for at finde svar på, om han gjorde godt eller ondt med sin lutherske reformation.

Teaterforestillingen Reformationen i Kød og Blod kan opleves gentagne gange i løbet af Europæisk Middelalder Festival på FÆNGSLET i Horsens d. 25.-26. august. Der er gratis entré til både festivalen og teaterforestillingen. Forestillingen er ikke egnet til børn under 12 år.

Fakta reformationen:

I 1517 bliver der, på en kirkedør i Tyskland, opslået 95 teser mod afladen, altså den praksis, hvor man i middelalderen kunne købe eller arbejde sig til guds tilgivelse for at have syndet. Forfatteren bag de nye idéer var Martin Luther, en munk og lidt af en rebel for sin tid. Men han var også en reformator, hvis ideer har haft stor betydning for, hvordan vores samfund og kirke er formet i dag. Med sine nye idéer og sin nye læsning af bibelen blev han uvenner med den romersk-katolske kirke, ja de smed ham faktisk ud. Martin Luther gav dog ikke op, men skød med sine idéer reformationen i gang og grundlagde den evangelisk-lutherske kristendom, der er fundamentet for vores danske folkekirke.

Fakta Europæisk Middelalder Festival:
25.-26. august 2017 åbner Europæisk Middelalder Festival portene for 23. gang, og FÆNGSLET forvandles i to dage til en levende middelalderby. Markedsfolk, håndværkere, riddere, musikere, gøglere og andet godtfolk skaber en helt fantastisk levende middelalderstemning omkring det gamle statsfængsel i Horsens. Europæisk Middelalder Festival arrangeres af afdelingen for Kultur og Events, Horsens Kommune. 


Vælg periode for nyheder
« 2016
seneste 2017
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori