Vis emner under Forside
Troldeunger
Langelinie har fået to nye troldeunger, som lørdag den 10. juni bliver "døbt". Troldeungerne er skabt af Thomas Dambo.
07. juni 2017

Lørdag den 10. juni åbner en række sommerprojekter på Langelinie.

Vandleg for de mindste, en rask omgang beachvolley eller en tur i bølgen blå efterfulgt af fjordkig fra nye læskærme ved badebroen. Det er blot nogle af de mange nye aktiviteter, som lørdag den 10. juni åbner på Langelinie i Horsens.

 

Det store græsareal på Langelinie, tæt ved Lystbådehavnen, bliver i disse dage omdannet til en sommeroase med aktiviteter og sommerhygge for store og små. Henover sommeren vil Langelinie-området bl.a. byde på en udsigtsplatform på strandbredden, baner til beachvolley og petanque, læskærme ved badebroen, vandleg for de mindste, troldeunger med en slackline til balancekunst og meget mere.

 

Det er Horsens Kommune i form af MÆRK Byen-indsatsen, der står bag de nye aktivitetsmuligheder på Langelinie, og en lang række kreative aktører fra både Horsens og resten af landet har været til at skabe de nye rammer på stedet.

 

 

Åbning med trolde-dåb

Lørdag den 10. juni kl. 10.30 åbner Langelinie og de mange nye sommeraktiviteter på området. Dagen markeres med en officiel åbning af borgmester Peter Sørensen og en lille ’dåbsceremoni’, hvor de to nye troldeunger officielt får deres navne. Navnene vil være hemmelige indtil åbningen, men de er begge nøje udvalgt af Thomas Dambo, som er kunstneren bag både troldeunger og gyngetrolden, Trolde Troels.

 

På åbningsdagen vil der fra kl. 10-15 ligeledes være forskellige aktiviteter og oplevelser for hele familien, herunder byggeworkshop for børn ved Workshop Studio, stemningsskabende musik ved DJ Jes og ikke mindst fri leg på hele området.

 

Åbningsprogrammet bliver samtidig en lille forsmag på nogle af de sommeraktiviteter, som lokale foreninger og kulturaktører vil skabe på Langelinie i løbet af sommeren. Programlægningen er fortsat i gang, men der arbejdes bl.a. på cirkusskole, byggeworkshops for børn, gadeyoga, åbne turnering på fx petanque og beachvolleybanen, teaterleg og meget mere.

 

Programmet opdateres løbende på facebook.com/maerkbyen.

 

Lørdag den 10. juni er også sidste dag, hvor de spektakulære skulpturbåde, Life-Boats, kan opleves på Horsens Lystbådehavn. De 12 meter lange kvindebåde holder åben båd fra kl. 10-16 på dagen, inden de sejler videre på deres sommertogt rundt i Danmark.

 

Åbningen af Langelinie fejres i forbindelse med Vild med Vand, som arrangeres af sejlsportsmiljøet i Horsens.

 

 

Indsatsen på Langelinie er udviklet af MÆRK Byen, Horsens Kommunes bylivsindsats, og bliver til i et samarbejde mellem Teknik og Miljø samt Kultur og Event.


Vælg periode for nyheder
« 2016
seneste 2017
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori