Jamaa vil gerne takke for den fine modtagelse, han har fået i Danmark, og det gør han så nu med et arrangement på tværs af kulturer og generationer. Her er han flankeret af t.v. Kamilla Engelund Nielsen fra Horsens Amatørteater og aktivitetsmedarbejder Anne-Mette Lund Klausen.
01. februar 2018

Marokkaner inviterer på mad og underholdning på Hatting Centret i Horsens.

Af Vibeke Juul
Foto: Per Algreen

Glæden ved at bo i Danmark – og taknemmeligheden over at danskerne har taget så godt imod ham - har nu givet den 31-årige Jamaa Aboualou fra Marokka lyst til at give noget til gengæld.

Jamaa træner i sin fritid et fodboldhold fra Hatting/Torsted Fodboldklub, og søndag den 4. februar kl. 15.30-18.30 inviterer han drengene ud på Hatting Centret, hvor de skal møde en masse ældre fra lokalområdet.


- Fodboldspillerne er spændte på arrangementet, for det er nyt for dem at blive inviteret ind på et ældrecenter, fortæller Jamaa. Han kom til Danmark for tre år siden, er lærerstuderende og bor i Horsens.

Jamaa’s bagvedliggende tanke med arrangementet er at bringe mennesker tættere på hinanden på tværs af alder og nationalitet. Og gerne på en åben og impulsiv måde.

I Danmark er meget under kontrol, så mit formål med arrangementet er at skabe en impulsiv stemning og fornemmelsen af at ”let things go”. Jeg vil også gerne give mine fodbolddrenge noget brugbart med sig hjem. Derfor har jeg bedt de ældre om at skrive nogle få linjer til deres yngre jeg – det kan være om ting, der er lykkedes for dem i livet eller noget, de ville have gjort anderledes, hvis de var unge i dag, fortæller Jamaa, som i samme anledning har sat en papkasse op i centrets kantine, som de ældre kan putte deres breve i.

Han har også inviteret to skuespillere fra Horsens Amatørteater – Kamilla Engelund Nielsen og Johnna Wennervald Nielsen – til at optræde med en forestilling baseret på H.C. Andersen og Grimms Eventyr. Og så vil de læse nogle af de ældres breve op. I løbet af arrangementet serverer han marokkansk mad, som han selv har lavet.


De ældre kan lægge breve i kassen, der fortæller om successer og ting de ville gøre anderledes, hvis de var unge i dag.

Ifølge aktivitetsmedarbejder Anne Mette Lund Klausen er Jamaa’s gæstebud en god mulighed for at skabe mere liv på Hatting Centret:

Der kan være meget stille her om aftenen og i weekenderne, og da jeg synes en tværkulturel event er spændende, greb jeg straks bolden, da Jamaa henvendte sig til mig, fortæller hun.

Der er tilmelding til arrangementet hos aktivitetsmedarbejder Anne-Mette Lund Klausen, Hatting Centret, Horsens Kommune på tlf. 24 95 90 33.




Horsens Kommunes byvåben
Horsens Kommune • Rådhustorvet 4
8700 Horsens • Tlf. 7629 2929
CVR-nummer 29189889
horsens.kommune@horsens.dk