Vis emner under Forside
24. april 2017

På Forskningens Døgn 2017 kan HF-elever opleve sig selv som tykke.

Af Vibeke Juul

Hvordan er det at være svær overvægtig?

Det får gymnasie- og HF/VUC-elever helt tæt ind på kroppen, når de hopper i en såkaldt bariatri-dragt – bedre kendt som tykkemandskroppen.

Det sker i forbindelse med Forskningens Døgn
onsdag den 26. og torsdag den 27. april 2017.

Som noget nyt sender de forskellige aktører en karavane fyldt med aktiviteter afsted til uddannelsesinstitutionerne.

Forskningens Døgn har fået temaet ”Hvordan bryder man ud?”, og karavanen tager afsæt i Carl August Lorentzen, der i 1949 brød ud af Horsens Statsfængsel ved hjælp af en teske. Arkæolog og museumsinspektør Maria Berg Briese vil blandt andet fortælle om, hvad der får et menneske til hver nat i næsten et helt år at sætte livet på spil for at flygte.

Pædagoguddannelsen på VIA bidrager også og fortæller blandt andet om pædagogik i forhold til børn og unges hverdagsliv med nye medier.

Ifølge borgmester Peter Sørensen handler temaet om at bryde ud af noget med det formål at skabe noget nyt:

Det drejer sig altså om ikke bare at acceptere præmissen og det allerede vedtagne – også når det gælder viden, sygdomme, teknologier og meget mere. Det vil vi gerne videreformidle masser af gode eksempler på til uddannelsesinstitutionerne.

Forskningens Døgn beskæftiger sig også med dét at bryde ud af en vanetænkning. Det vil Bente Toft, der er ph.d.-studerende på Hospitalsenheden Horsens, komme ind på i forbindelse med oplæg om sundhed, træning og overvægt, hvor eleverne også får mulighed for at afprøve tykkemandskroppen.

Forskningens Døgn omfatter også aktiviteter, som alle borgerne kan deltage i. De foregår torsdag den 27. april, 2017. På Regionshospitalet Horsens kan deltagerne se og høre en patientrobot i aktion, give hjertemassage, måle blodtryk og meget mere.

På Horsens Museum står forskere i Videnskabscaféen klar til at få en snak om arbejdet på museet, forskningsresultater, fund og udstillinger.

Endelig vil Insero tage interesserede med ind i deres Engineering Lab for at høre mere om og selv prøve, hvordan robotter og andre teknologier kan være en del af undervisningen.

Forskningens Døgn arrangeres i et samarbejde mellem Horsens Kommune, VIA University College Campus Horsens, Hospitalsenheden Horsens, Industrimuseet, Museum Horsens, Uddannelse Horsens, Business Horsens og Insero.(

Læs mere om arrangementet på www.forsk.dk


Vælg periode for nyheder
« 2016
seneste 2017
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori