Vis emner under Forside

En velfungerende taxibranche er til gavn for dig som borger og for kommunens besøgende. Kommunen fører tilsyn med taxibranchen og er med til at sikre kvaliteten. Det er blandt andet kommunens opgave at sørge for en tilfredsstillende taxiordning, udstede tilladelser til vognmænd, udstede førerkort og behandle kundeklager.

I Horsens Kommune er bestillingskontoret Horsens Taxa.

Taxikørsel

Taxikørsel defineres som erhvervsmæssig personbefordring i køretøjer indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet.

Taxikørsel kræver en tilladelse fra kommunen. Det er kommunen der afgør hvor mange tilladelser der skal udstedes. Antallet af tilladelser bliver fastlagt ud fra det hensyn at taxikunderne skal opleve en tilfredsstillende betjening.

Det er kun muligt at søge om tilladelse til taxikørsel, når kommunen har opslået ledige taxitilladelser.

Taxikørsel må kun udføres som personligt ejet virksomhed.

Limousinekørsel

Limousinekørsel omfatter

  • repræsentationskørsel
  • bryllupskørsel
  • lignende lejlighedsvis kørsel i køretøjer med en særlig indretning, udstyr eller lignende.

Kommunen udsteder tilladelser til kørsel med limousine, når vi vurderer der er et konkret behov.

Limousinekørsel må kun udføres som personligt ejet virksomhed.

Sygetransport

Sygetransport omfatter

  • befordring af personer henvist til sundhedsfaglig behandling
  • befordring af personer, der på grund af sygdom eller handicap er afskåret fra eller kun med besvær kan benytte almindelige befordringsmidler, herunder taxi
  • hastende befordringer af blod- og organdonorer i forbindelse med sygdoms- og ulykkestilfælde.

Sygetransport kan udføres som personlig ejet virksomhed og i selskabsform.

Antallet af tilladelser til sygetransport er ikke begrænset, og kommunen skal ikke vurdere behovet for tilladelser i forbindelse med behandling af ansøgninger.

Offentlig Servicetrafik

Tilladelse til Offentlig Servicetrafik udstedes af Trafikstyrelsen.

Med en tilladelse til offentlig servicetrafik kan du udføre offentlig servicetrafik (almindelig rutekørsel) for et trafikselskab.

Regler

Taxikørsel er reguleret af Taxiloven, der omfatter taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport og offentlig servicetrafik.


Indholdsansvarlig Tina Stabell Olesen, to@horsens.dk