Vis emner under Forside
Kunde prajer en taxi

Horsens Kommune har indgået en partnerskabsaftale med Horsens Taxa, som er bestillingskontoret i kommunen. Aftalen skal sikre alle kommunens borgere og besøgende en god taxibetjening.

Aftalen indeholder blandt andet servicemål, som har direkte betydning for dig som taxikunde.

Partnerskabsaftalen indeholder tre elementer:

  • For at sikre indtjeningen i taxibranchen har vi skabt en direkte sammenhæng mellem antal og længde af taxiturene og antallet af tilladelser til at køre taxi.
  • For at sikre taxibetjeningen af alle dele af kommunen har vi indført servicemål.
  • Endelig styrker vi dialogen mellem taxi og kommunen omkring trafikale forhold, idet taxibranchen har et væsentligt kendskab til vejnettet og trafikale udfordringer i kommunen.

Servicemål – hvilket serviceniveau kan du som kunde forvente

For taxikunden er det selvfølgelig servicemålene, der har den største interesse.

Der vil altid kunne opstå situationer, hvor det ikke er muligt at få en taxi – hvad enten det er nytårsaften eller det skyldes en pludselig og heftig regnbyge på en sommerdag. Her kan servicemålene selvfølgelig ikke forventes overholdt.

Men i det daglige bliver der målt på kundens ventetid i telefonen og på den tid, der går fra bestillingskontoret har meldt en tur ud og indtil en taxi accepterer turen.

Kundens ventetid fra taxi er bestilt og indtil den kommer frem til kunden er sammensat af to elementer:

  • responstiden – tiden fra bestillingskontoret melder turen ud og til den accepteres af en taxi – og
  • fremkørselstiden – tiden fra turen er accepteret og indtil taxi er fremme ved kunden.

Fremkørselstiden er ofte den største af disse.

For at sikre at ture uden for Horsens byområde i størst muligt omfang accepteres af en taxi, der allerede er i lokalområdet, er responstiden for ture uden for Horsens by sat højere end i midtbyen. Hermed sikres den korteste fremkørselstid og dermed den bedste betjening af kunden.

Der er enighed mellem Horsens Kommune og Horsens Taxa at det beskrevne serviceniveau er tilfredsstillende. Hermed også sagt at Horsens Kommune ikke vil udtrykke kritik af taxivognmænd, chauffører eller bestillingskontoret hvis de efterlever servicemålene.

Omvendt vil Horsens Kommune jævnligt mødes med Horsens Taxa og vil i den forbindelse drøfte branchens egne oplysninger om hvordan servicemålene efterleves.

Hvis du oplever en utilfredsstillende service

Hvis du som kunde oplever en utilfredsstillende service – enten i form af ventetiden på betjening eller den måde, som chaufføren betjener dig på – bedes du rette henvendelse til taxibestillingskontoret Horsens Taxa. Bestillingskontoret ønsker at levere en relevant og tilfredsstillende service.

Hvis du mener at

  • der er grove brud på servicemålene, eller
  • bestillingskontoret ikke forholder sig til din klage eller
  • der er tale om grove overtrædelser af almindelige forventninger til en relevant og tilfredsstillende service

kan du endvidere klage til kommunen på telh@horsens.dk.

Vi vil i så fald drøfte din klage med bestillingskontoret.

Branchens indberetninger om servicemålene

Her på hjemmesiden vil vi løbende offentliggøre taxibranchens indberetninger om servicemålene. Endvidere vil vi kunne offentliggøre principielle klager og deres behandling, hvis dette kan ske uden at krænke kundens eller den indklagedes integritet.


Indholdsansvarlig Tina Stabell Olesen, to@horsens.dk