Vis emner under Forside
Krokus i Lunden. Foto: Horsens Kommune.

På et sydskrånende terræn mod Sundvej støder man på parken Lunden. På grænsen mellem den gamle midtby og villakvarterene ligger den som et stort og grønt åndehul, et mødested til leg, ophold og rekreation.

Parken

Parkens beplantning kendetegnes af store gamle træer på den skrånende græsflade, som veksler med plantebælter af skovagtig karakter og busketter under træer. Mange stier forbinder de forskellige dele af Lunden og villaområderne nord for parken med midtbyen, og på grund af dens bynære beliggenhed, markante terrænforskelle, gamle træer og gode lege- og opholdsmuligheder, er det byens mest benyttede park. Fra Folkets Lund kan man fra bestemte områder se helt ned til fjorden.

Den ældste del af parken er fra 1840, og blev anlagt på foranledning af Horsens borgerlige Skyttelaug, som stadig har deres skydebane og pavillon, delvis fra 1862 som klubhus i den ældste del af parken. Området havde tidligere blandt andet været anvendt til mødding, lergravning og til fugleskydning.

Kommunen købte i 1887 et jordstykke på 3,5 hektar øst for skydebanen. Det var især byens borgerskab, som benyttede Caroline Amalie Lund.

I 1895 opkøbte Horsens Fællesorganisation et stykke jord nord for Caroline Amalie Lund, så også byens arbejdere havde deres park til forlystelse og forsamlinger. Denne del af parken blev kaldt Folkets Lund. Lunden som helhed - har været i Horsens Kommunes eje siden 1919. Parkens samlede areal er på ca. 10 hektar.

Museer og vandtårn

I parken findes flere fine og meget forskellige bygninger.
Byens kunstmuseum, som tidligere var dansepavillon, og udvidet ad flere gange, ligger højt placeret i Lunden med hovedaksen fra Sundvej, som den oprindelige adgangsvej. Kunstmuseet har flere udendørs kunstværker, bl.a. Menneskemuren af Bjørn Nørgaard, opsat i 2010. I 2015 blev lagt en ny belægning foran kunstmuseet, af kunstneren Martin Erik Andersen. En belægning der oprindelig var tænkt til den nye Vitus Bering Plads.
Der har været Kunstmuseum i bygningen siden 1984.

Byens Kulturhistoriske Museum er fra 1915 og er tegnet af Horsens arkitekt Viggo Norn. Det husede i begyndelsen både kunst og historie.

Vandtårnet, også tegnet af arkitekt Viggo Norn, bruges i dag ikke til det oprindelige formål, men er udstyret med diverse antenner. Vandtårnet er sædvanligvis ikke åbent for offentligheden.

Leg og underholdning   

I parken er en lille indhegnet legeplads for børn op til ca. 12 år, som er meget besøgt af institutioner, idet der om sommeren fra påske til og med efterårsferien er åbent i et lille madpakkehus med toiletfaciliteter. Der er også opsat fritstående legeredskaber flere steder i parken.

Boldspil er på grund af det skrånende terræn ikke så velegnet mod Sundvej, men i Folkets Lund i den nordlige del af parken, er der et plant græsområde, som er velegnet til formålet. Ved Kunstmuseet er en petanquebane og kugler til spillet kan lånes på Kunstmuseet. Syd for legepladsen er et basketballnet på asfaltunderlag. Skydebanen er forbeholdt medlemmer af Horsens Borgerlige Skyttelaug.

Friluftsscenen, som er omgivet af træer, er opført i 1949. Den er renoveret med nye bænke i 2009. På friluftsscenen er der sommeren igennem musikarrangementer, hvor den grønne Lunden summer af liv, Friluftsscenen kan rumme ca. 5.000 gæster.

Prøv også foto-orientering som er en let tilgængelig og sjov udgave af orienteringssporten. På kortet er angivet et antal poster markeret med røde cirkler og et bogstav. Ved hver post er der taget et foto. Kunsten er at kombinere posten med det rigtige foto.

Park og planter

Parken bærer præg af de forskellige udvidelser. Den oprindelige del omkring Kunstmuseet er stram og aksefast, hvor resten af parken er mere organisk. I den ældste del af parken er mange gamle spændende træer. De mest almindelige er løvtræerne lind, bøg, kastanje, eg og løn, men der findes også nåletræer så som taks, lærk, fyr, ceder og cryptomeria. Der findes også sjældne træer med duftende blomster, blandt andet er der mod Sundvej en gruppe Prunus subhirtella ”Autumnalis”, ligesom der findes magnolia, kaukasisk vingevalnød og blærenød, Staphylea. Der lægges vægt på ved indplantning af nye træer også at plante træer med efterårsfarver og gerne forskellige træsorter, der passer ind de forskellige steder i parken.

Hvid snebær er dominerende underbeplantning i store dele af parken, men der findes også et større Rhododendronbed og i Folkets Lund et bed med forskellige prydbuske ved Kærlighedsstien. I foråret er plænerne mod Sundvej et farvespil af blomstrende krokus i hvide, gule og lilla farver.

 

    

 

 

 


For yderligere oplysninger kontakt

Natur og Miljø

Rådhustorvet 4
8700 Horsens


Tlf.: 76 29 29 29
E-mail: naturogmiljoe@horsens.dk
Indholdsansvarlig Helle Kühnel  Nielsen, tehkn@horsens.dk