Vis emner under Forside
Ved Slaggård Banke finder man både ro og inspiration Foto: Aase Gyldion

Jernalderen er den sidste af de tre store hovedperioder, og afløses af vikingetiden.

Navnet er, som ved de forudgående perioder, afledt af det materiale, som blev brugt til fremstilling af våben og redskaber.
I jernalderen var man ikke længere så afhængig af råstofimport, som tilfældet var i bronzealderen. Jernet fandtes i form af myremalm i vore egne moser og specielt i Midt- og Vestjylland var jernindvindingen givtig. Jernproduktionen kom dog først for alvor i gang omkring første århundrede efter Kristi fødsel.
Trods det hierarkisk opbyggede samfund, der gradvist udvikler sig op gennem jernalderen, med høvdinge og en krigerelite, var der stadig tale om et udpræget landbrugssamfund. Nogle håndværkere, så som tømrere, pottemagere, vævere og tækkemænd, havde måske drevet deres håndværk som bibeskæftigelse ved siden af landbruget, mens andre, så som smeden, må betragtes som specialist inden for sit fag.

Jernalderen opdeles i tre perioder:
Førromersk jernalder (500 f. Kr til år 0) I Sydeuropa havde man i århundreder kendt til byer og det nye fænomen, landsbyen, udvikledes nu herhjemme. Man fandt tryghed bag et fælles hegn, hvor gårdene lå side om side. Størrelsesforholdet mellem gårdene varierede ikke meget, der blev dog med tiden en tendens til at en enkelt gård udskilte sig i størrelse, høvdingegården.
Flere steder i landet kan man følge en landsbybebyggelse inden for et begrænset ressourceområde med både god landbrugsjord, engarealer og ferskvand. I Horsens Kommune har vi et fint eksempel på sådan en landsby der er blevet udgravet ved Velux i Østbirk. Her kan man se en rekonstruktion af et gårdfundament opført med træ og levende hegn. Der er på landsplan tale om huse opført efter den samme skabelon – en form for typehuse. Landbruget er efterhånden gået så meget frem, at der nu er betydeligt mindre skov i Danmark. På enkelte steder blev jorden så udpint af jordbruget, at den blev forladt og sprang i hede, hvilket var en ny naturtype herhjemme.

Romersk jernalder (0-400 e.Kr.) omfatter den periode hvor Romerriget ekspanderer. På trods af den velbevogtede romerske grænse, Limes, kom der mange importvarer til landet sydfra. Rige familier, med handels forbindelser, kunne imponere det nære samfund med f.eks. rigtige drikkeglas, smukke kander og bronzefade. Den romerske hærs våben fandt også vej herop. Der er nu tale om en stærk social lagdeling, hvilket afspejles i gravgaverne og gårdenes størrelser.
Skønt kristendommen så småt var på vej i Mellem- og Sydeuropa, holdt man i Norden stadig fast i den gamle asatro. Gennem udgravninger i moserne har vi fået et unikt indblik i de ritualer, der omfattede jernalderens ofringer. Udover frugtbarhedsofringer og menneskeofringer har der også været nedlagt krigsbytteofringer. Ved Porskær Mose har vi et spændende eksempel på en offermose. Fundene beretter om en urolig tid, hvor krige og invasioner fra fremmede egne ikke var ukendte.
I slutningen af bronzealderen var det blevet skik og brug at brænde de døde. Urnerne der indeholdt bålrester i form af knogledele og smeltede personlige ejendele som smykker og knive, blev nedsat i og omkring de ældre gravhøje. Efter Kr. f. blev det imidlertid mere udbredt at foretage almindelig jordfæstebegravelser. Store gravpladser vandt frem og rige grave med mange gravgaver er udgravet over hele landet. Ved Vorbjerg ligger der en samling høje også kaldet Slaggård Banke. Lokaliteten er et af de sjældnere eksempler på gravhøje fra jernalderen.

I yngre jernalder (400-750 e.kr.) var Romerriget gået i opløsning, og den kristne middelalder var under udvikling. Fremover var det ikke det romerske rige der sad på magten, men derimod Frankerriget. I Danmark er det nu de store guldfund der lyser op, og beretter om et magtfuldt krigeraristokrati. Grundlaget for kongeriget er lagt.


Indholdsansvarlig Helle Kühnel  Nielsen, tehkn@horsens.dk