Vis emner under Forside

Bekæmpelsen er lettest mens planterne endnu er små - start derfor bekæmpelsen i begyndelsen af april, hvis det er muligt.

Det helt centrale i en effektiv bekæmpelse er, at planterne ikke når at sætte frø. Derfor skal alle planter bekæmpes inden da.

Der er flere forskellige metoder, som kan bruges i bekæmpelsen:

Afgræsning

Kæmpebjørneklo bekæmpes effektivt ved afgræsning og dyrene skal i reglen sættes ud så tidligt som mulig. Nogle dyr foretrækker de spæde skud, mens andre også gerne tager velvoksne og kraftige planter. Græsningen bør fortsætte nogle år indtil der ikke længere er spiredygtige frø i jorden. Afgræsningen fører til at der udvikles en græsvegetation i stedet.

Ikke alle dyrearter/-racer er lige velegnede til at afgræsse bjørneklo, men kreaturer og især får har generelt vist sig at være meget effektive.

Pløjning

Hvis du pløjer jorden tidligt om foråret - evt. to gange med ca. en måneds mellemrum - begraves de gamle planter, og deres rødder vil normalt blive ødelagt. Jorden vil dog stadig rumme mange spiredygtige frø. Derfor skal denne metode suppleres med andre metoder, eller den skal gentages adskillige år i træk før bjørnekloen er helt væk.

Gentagen slåning

Hvis der er tale om store bestande, der ikke er egnede til græsning, kan arealet slås. De bedste resultater er opnået ved at slå planterne to gange, og første gang under blomstringen. Det vil sige sidst i juni og igen sidst i juli.

Er der udviklet grønne frø i skærmen bør skærm og stængel adskilles for at mindske risikoen for at frøene kan modne færdig. Læg eventuelt alle skærme i en samlet bunke hvorved de få, der udvikler spiredygtige frø, vil spire fra et lille område (se under få planter).

Ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt anbefales det at slå planterne tidligere (maj), men meget tyder på at det næsten ikke er besværet værd, da de fleste planter blot skyder igen og sætter nye lave skærme.

Kemisk bekæmpelse

Kæmpebjørneklo kan bekæmpes effektivt med glyphosat, som blandt andet findes i Roundup. Bemærk, at der for en række glyphosat-holdige produkter er fastsat grænser for hvor tæt på vandmiljøet der må sprøjtes. Læs derfor altid produktbeskrivelsen grundigt for at se hvor og hvordan produktet skal anvendes.

Miljøstyrelsen har lavet en liste over godkendte bekæmpelsesmidler, som indeholder glyphosat. Her kan du også læse hvordan de forskellige midler må anvendes.

Oversigt over godkendte bekæmpelsesmidler

Der må ikke sprøjtes med Roundup inden for en afstand på 10 meter til vandløb og søer. Det er dog tilladt at pensle bjørneklo med Roundup inden for beskyttelseszonen på 10 meter, hvis det kan sikres at midlet ikke når ud i vandet ved uheld eller spild.

Sprøjtning bør altid være selektiv og ske i tørt og vindstille vejr, da der ved sprøjtning opstår en sprøjtetåge, som kan drive ud i vandet. Det bedste tidspunkt er i første halvdel af maj hvor planterne er ca. 1/2 meter høje og i god vækst. Regner det inden for 5-6 timer efter behandlingen, nedsættes virkningen. Al sprøjtning skal foregå inden 1. juni da senere sprøjtning kan resultere i at planterne sætter masser af nye ”panikskud”. Det kan gøre det endnu sværere at bekæmpe planterne.

Når du sprøjter, bør du give bladene en let douche, men de må ikke dryppe af sprøjtemidlet, ligesom du skal passe på ikke at ramme andre planter eller den nøgne jord. 7-14 dage efter behandling bliver bladene gule, hvorefter planten dør.

Ved bredsprøjtning af større bestande rammes al vegetation så den visner ned. Sker dette, er der risiko for øget erosion. Anvendelse af plantegifte kan føre til forurening af såvel overfladevand som grundvand og plantegifte bør altid anvendes med stor forsigtighed i nærhed af vandmiljøet og i områder med grundvandsinteresser.

Af miljømæssige grunde kan kommunen kun anbefale brug af sprøjtemidler hvor andre muligheder ikke synes at være realistiske, og da kun som en selektiv bekæmpelse. Bekæmpelse med glyphosat foretrækkes frem for slet ingen bekæmpelse.


For yderligere oplysninger kontakt

Natur og Miljø

Rådhustorvet 4
8700 Horsens


Tlf.: 76 29 29 29
E-mail: naturogmiljoe@horsens.dk
Indholdsansvarlig Jonna Hansen, jh@horsens.dk