Vis emner under Forside

Planten kan umiddelbart ligne andre store skærmplanter, som findes naturligt i Danmark. Det sikreste kendetegn er de meget brede og store blade (op til 1½ meter lange), som er groft takkede og med dybt indskårne bladrande. Bladenes stilk er oftest rødlig og tæt besat med hår. Den spirer tidligt og grundbladene kan visse år ses fra starten af marts.

I løbet af juni udvikler planten en 2-4 meter høj blomsterstængel, som er 2-10 cm i diameter. Blomsterne er hvide og sidder i skærme. Den endestillede blomsterskærm bliver op til ½ meter bred og består af over 50 grene. Planten blomstrer i perioden fra midten af juni til august. Om vinteren ses frøstandene ofte i landskabet. Når du går tæt på vil du se, at stænglen har tydelige længdefurer.

Plantesaftens lugt kan være en stor hjælp hvis du er lidt usikker på om det er kæmpe-bjørneklo du har på din jord. Fæld en enkelt plante og lugt til den. Er det en kæmpebjørneklo vil du opleve en gennemtrængende syrlig (ubehagelig) lugt, der (når du først har lært den at kende) er umiskendelig. Lugten beskrives af nogle som lugten fra et gammelt blybatteri. Plantens saft er giftig. Kontakt med huden skal derfor undgås.

Kæmpebjørneklo kan forveksles med ”uskyldige” danske arter som eksempelvis strandkvan, der ikke gør skade i naturen. Hvis du er i tvivl om det er kæmpebjørneklo, du har på din jord, kan du læse hvordan man skelner kæmpebjørneklo fra de andre planter, som de kan forveksles med:

Kæmpe-Bjørneklo og dens forvekslingsmuligheder


For yderligere oplysninger kontakt

Natur og Miljø

Rådhustorvet 4
8700 Horsens


Tlf.: 76 29 29 29
E-mail: naturogmiljoe@horsens.dk
Indholdsansvarlig Jonna Hansen, jh@horsens.dk