Vis emner under Forside

Det er vigtigt at have papirerne i orden, når du handler brændeovn eller lignende fyringsanlæg.

Hvilke fyringsanlæg er omfattet af bekendtgørelsen?

Miljøreglerne i bekendtgørelsen gælder for brændeovne, pilleovne, pejseindsatse, masseovne, halmfyr, kornfyr, træpillekedler, brændekedler og lignende fyringsanlæg der benytter fast brændsel. Der gælder dog særlige regler for halmfyr, pejseindsatse, masseovne og historiske fyringsanlæg fra før 1940.

Husk prøvningsattesten

Din prøvningsattest er dokumentation for at din brændeovn eller lignende fyringsanlæg er blevet afprøvet på et laboratorium og lever op til de nye grænseværdier for blandt andet partikelforurening. Attesten er et vigtigt dokument. Du skal som ejer opbevare prøvningsattesten så længe fyringsanlægget er tilsluttet. Attesten skal følge med, hvis du sælger dit fyringsanlæg.

Hvis du skal have ny brændeovn eller lignende

En godkendt prøvningsattest er din garanti for at din brændeovn eller lignende opfylder bekendtgørelsens krav. Så husk at:

  • når du køber en brændeovn eller lignende skal du sikre dig at der medfølger en prøvningsattest.
  • når du tilslutter en brændeovn eller lignende skal du få din skorstensfejer til at skrive under på ovnens prøvningsattest når han godkender installationen.

Hvis du skal af med din gamle brændeovn eller lignende

Hvis du vælger at videresælge eller skrotte din gamle brændeovn skal du være opmærksom på følgende:

  • Du må kun sælge din gamle brændeovn eller lignende hvis du kan fremskaffe en gyldig prøvningsattest som dokumenterer, at ovnen overholder bekendtgørelsens krav. Det kan i praksis være svært at fremskaffe en attest, da ovnen måske aldrig er blevet testet. Du kan eventuelt henvende dig der hvor du oprindeligt købte din ovn.
  • Hvis du kasserer din brændeovn eller lignende kan du aflevere den til skrotning på den kommunale genbrugsplads.

 
Indholdsansvarlig Tina Stabell Olesen, to@horsens.dk