Vis emner under Forside

Telte, tribuner og andre transportable konstruktioner som opstilles midlertidigt skal godkendes inden de opstilles og tages i brug. Godkendelsen kan enten være i form af et certifikat eller en byggetilladelse.

Hvis telte eller konstruktioner er opstillet mere end 6 uger på samme sted, betragtes opstillingen som permanent og kræver derfor altid byggetilladelse.

Den 1. januar 2015 trådte de nye regler om en certificeringsordning for transportable telte og konstruktioner i kraft. Certificeringsordningen medfører, at ejeren af en transportabel konstruktion selv kan vælge, om konstruktionen skal certificeres eller byggesagsbehandles.

Disse retningslinjer har til formål, at oplyse ejeren og brugeren af en transportabel konstruktion, hvordan og hvornår, der kan søges de nødvendige tilladelser indenfor både Bygge- og Beredskabslovgivningen.

Certificeringsordning

Konstruktioner, der bliver certificeret efter de nye regler, kan opstilles uden, at kommunen skal meddele byggetilladelse, så længe certificeringen er gyldig.

Certificeringsordningens regler findes i bekendtgørelse nr. 880 af 3. juli 2014.

Byggetilladelse

I Bygningsreglementet kapitel 1.3.5 bestemmes, hvilke transportable telte og konstruktioner, som ikke må opstilles uden forudgående byggetilladelse – hvis de ikke er certificeret.

Brandregler for forsamlingstelte og lignende med over 150 personer

Opstilling af både certificerede og ikke certificerede telte, der anvendes af flere end 150 personer kræver tilladelse fra Beredskabet.

Hvad er omfattet?

Transportable konstruktioner, der anvendes ved mange former for arrangementer.

For eksempel private fester, familiefester, konfirmationer, sølvbryllupper, vej-fester, have-fester, firmafester, åbent hus, loppemarked, koncerter, sportsstævner, festivaler, byfester, dyrskue, cirkusforestillinger og lignende.

Transportable konstruktioner, der anvendes erhvervsmæssigt

For eksempel produktionsvirksomheder, der indretter midlertidige arbejdspladser eller ønsker midlertidig lagerplads.

Hvad er undtaget?

Visse telte er undtaget fra nogle af reglerne, hvis de anvendes til privat brug. Privat brug defineres som: En transportabel konstruktion, der ejes af en privatperson, og som udelukkende anvendes til privat brug af denne privatperson.

Privat brug er IKKE udlejningstelte eller lånte telte.

Opstilling i mere end 6 uger

Opstilles teltet/konstruktionen på samme sted i mere end 6 uger kræves uanset certificering altid forudgående byggetilladelse efter reglerne for faste konstruktioner.

Klik for at se hvad der kræver certificering eller forudgående byggetilladelse samt brand-tilladelse.

Hvilke regler i Bygningsreglementet skal overholdes?

Transportable konstruktioner er omfattet af bestemmelserne i bygningsreglementets kap. 1.3.3 og skal overholde alle de bestemmelser i Bygningsreglementet, som er relevante i forhold til den konkrete konstruktion. Det drejer sig typisk om bestemmelserne om tilgængelighed, konstruktioner og brandforhold i kap. 3.2.1, kap. 4.1-4.3 og kap. 5.

Hvilke regler på brandområdet skal overholdes?

Bestemmelserne i Tekniske Forskrifter og Driftsmæssige Forskrifter for brand-værnsforanstaltninger for forsamlingstelte, selskabshuse, salgsområder og cam-pingområder, der ikke er omfattet af campingreglementet skal overholdes.

Klik for at se hvilke konstruktioner du kan opstille uden certificering eller byggetilladelse.

Ansøgning - hvis ikke certificeret og hvis certificeret, men opstilling i mere end 6 uger

Ansøgning om opstilling af en transportabel konstruktion kan kun søges via Byg & Miljø.

Her guides ansøger gennem ansøgningsprocessen og får oplyst hvad der bør vedlæg-ges/uploades til ansøgningen. Ofte vil det omfatte dokumentation af:

Tilgængelighed (handicap-regler)

Adgangsforhold herunder sti, belægning samt belysning, hvis konstruktionen anvendes i mørke, niveaufri adgang, ramper, manøvre-arealer, repos, skrid-hæmmende overflader, dør-bredder, placering af barduner, pløkker, ledninger/kabler osv.

Konstruktioner

Projekteringsgrundlaget og fastsættelse af lasterne fra vind, personer, svingninger mv. herunder dimensioneringen af transportable konstruktioner, fundering, forankring, jordbundsforhold, mv. for opnåelsen af tilfredsstillende sikkerhed og funktion.

Brandforhold

Placering på grunden, afstand til skel og andre konstruktioner/bygninger, konstruktioner, mate-rialer, beklædning, personbelastning, flugtveje, redningsåbninger, bord-opstilling, brandtekniske installationer osv.

Dokumentation kan typisk angives ved beskrivelser, geoteknisk undersøgelse, statisk bereg-ninger inkl. vurdering af svigt-sandsynlighed samt følgende tegninger: Situationsplan, brandplan, plan-tegning og snit-tegning samt kloakplan, hvis relevant.

Ved telte o.l. med plads til over 150 personer vedlægges desuden følgende til brug for Beredskabet:

  • Brand- og evakueringsinstruks
  • Pladsfordelingsplan
  • Tegning over placering af teltet på matriklen (situationsplan), som godtgør at Tekniske Forskrifters bestemmelser om afstandsforhold overholdes
  • Dokumentation for telt-dugens brandmæssige egenskaber (fås normalt af telt-udlejeren)

Byggesagsgebyr

Der opkræves gebyr for byggetilladelse i henhold til gebyrvedtægt i Horsens Kommune.

Der er ingen gebyr på tilladelser efter Beredskabslovgivningen.

Ansøgning - hvis certificeret og under 6 uger - men over 150 personer

Der skal ikke fremsendes ansøgning via Byg og Miljø.

Der skal søges tilladelse ved beredskabet senest 30 dage før arrangementets afholdelse.

Det kan også være nødvendigt at søge tilladelser fra andre myndigheder, se nedenfor under ”Andre tilladelser til arrangementer”.

Bilag der skal vedlægges ansøgning til beredskabet:

  • Brand- og evakueringsinstruks
  • Pladsfordelingsplan
  • Tegning over placering af teltet på matriklen (situationsplan), som godtgør at Tekniske Forskrifters bestemmelser om afstandsforhold overholdes
  • Dokumentation for telt-dugens brandmæssige egenskaber (fås normalt af telt-udlejeren).

Ansøgning - hvis certificeret og under 6 uger - og under 150 personer

Der kræves ingen tilladelser fra hverken bygnings- eller brandmyndigheden.

Andre tilladelser til arrangementer

Nogle arrangementer kræver andre tilladelser end til de transportable konstruktioner.

Det kræver f.eks. tilladelse hos vej-myndigheden, hvis man ønsker, at bruge et offentligt areal, eksempelvis et idrætsanlæg, strandområde, markedsplads, vejareal m.v., i forbindelse med afholdelse af et arrangement.

I visse tilfælde kræver arrangementer også tilladelser hos Politiet – f.eks. ved servering af alkohol, håndtering af fødevarer og salg af dagligvarer samt ved musik, samling af dyr, lotteri og ved påvirkning af trafikken.

Yderligere oplysninger om transportable konstruktioner


Byggesag
Horsens Kommune
Rådhustorvet 4
8700 Horsens
Tlf. 76 29 25 80
Mail: byggesag@horsens.dk

Sydøstjyllands Brandvæsen
Myndighed og tilsyn
Endelavevej 5
8700 Horsens
serviceogberedskab@horsens.dk



 
Indholdsansvarlig Tina Stabell Olesen, to@horsens.dk