Vis emner under Forside
Haveaffald

Det er en god idé at blande det grønne køkkenaffald med affald fra din have. Køkkenaffaldet er i sig selv for vådt og kan klaske sammen og begynde at lugte. Ved at komme ca. 1/3 findelt haveaffald og ca. 2/3 køkkenaffald i din kompostbeholder, opnår du den bedste blanding og tilstrækkelig med luft til de organismer, der omdanner affaldet. En anden fordeling af affaldet kan sagtens komposteres, processen går blot langsommere.

Selv om det er forholdsvis enkelt at lave sin egen kompost, kan der hen ad vejen opstå problemer.

Affaldet er for tørt

Hvis affaldet er for tørt, går omsætningen i stå. Du skal vande affaldet samtidig med, at du roder op i det. Du skal helst kunne trykke lidt vand ud af komposten, hvis du klemmer en håndfuld hårdt sammen.

Affaldet er for vådt

Er affaldet er for vådt, kan det begynde at rådne. Tilsæt tørt haveaffald som kviste, visne stauder og findelte grene og bland godt.

Der er mange fluer

Der vil altid være fluer ved kompostbeholderen. Den mest almindelige er bananfluen. Du kan holde antallet af fluer nede ved at dække det friske affald med noget jord eller noget af den omsatte kompost.

Komposten lugter grimt

Komposten lugter normalt som en skovbund men kan komme til at lugte grimt. Det kan skyldes, at komposten er for våd og iltfattig. Tilsæt tørt haveaffald som kviste, visne stauder og findelte grene og bland godt. Lugten kan også skyldes, at du har smidt kød eller mælkeprodukter i beholderen. Dette må ikke puttes i beholderen, da lugten tiltrækker rotter.

Komposten er spundet sammen af en gråhvid belægning og lugter af jord

Der er indtørrede strålesvampe i affaldet. Det er et tegn på, at affaldet er for tørt. Vand affaldet og bland godt. Ellers skal du ikke gøre noget ved de indtørrede svampe.

Myrer i komposten

Er der mange myrer i komposten, kan det være, fordi den er for tør.



Indholdsansvarlig Carsten Lund Nielsen, tecln@horsens.dk